Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
191
sgnnen med? Men han logerer omme iHotel Royal; det er et
deiligt Menneske, han seer ud som en Italiener! Dit vilde synes
godt om ham, Adelgunde.«
Sanne kom hjem fra Urteboden med et halvt Ark Brev-
papir; den lille Lap graat Papir, som Boutikdrengen havde lagt
mellem det og Sannes smaa Fingre, var Skyld i, at det kom
fkinnende hvidt i Huus; Pen og Blæk blev bragt, og snart sad
Elisabeth ifærd med at bringe alle de sidste store Begivenheder
paa Papiret. ,,Det var syndigt, om han tog deri rige Enke
derovre, naar han har en saadan Kjæreste!« havde Ies Iappen
sagt, det var hans sidste Ord, de kom altid tilbage i Elisa-
beths Tanke, de laae idetmindste et Øieblik saa mægtige, saa
forstyrrende, og i hvor ubetydelige de end vare, havde de dog
en Virkning som det sine Haar i Kikkerten, der voxer til Anker-
toug og forhindrer ret at see Gjenstandeti, der skal betragtes.
Men som sagt, det var kun et Øieblik, alt som hun skrev, lyste
det mere og mere i hendes Sjæl; Elim"ar var jo fri og
uskyldig, det Hele havde været en fælDrøm; hun tænkte paa de
Gamles Glæde og Lyksalighed, naar de stk alt Dette at vide, og
hendes eneste Frygt, — den hun udtalte for Adelgunde og
Enkefruen, —— var, om bare dette Brev gik sikkert med Posten,
om man passede vel paa det og hvor mange Dage det kunde
vare førend det kom til Oland. Paa det Sidste vidste de nu ikke
at svare, derimod trøstede de særdeles med hvad Sikkerheden angik.
»Alle Brevene,«« sagde de, ,,blive paa Posthuset indskrevne i en
Bog og saa ere de aldeles sikkre.« Sanne skulde gaae med
Brevet, men Elisabeth havde en saadan Frygt for at hun
kunde tabe det, eller levere det til Andre end Postmesteren selv,
at hun helst selv gik med og bad paa Posthuset, at det maatte
gaae sikkert, da det var saa vigtigt; og man lovede hende det
ganske bestemt. Nei behøvede hun altsaa ikke at gaae til Kongen,
hun havde slet Ingen at søge uden Etatsraad Heimeran og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
