Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det var Faderens Skøite, Tollus og Martin holdt
Øie’ med fra Fjeldet længst vest paa Øen.
Det pleiede de forresten altid at gjøre; thi alt
hvad Faderen foretog sig, interesserede dem mere
end noget andet i Verden. Men idag havde de
en særlig Grund til at passe paa.
Rasman var reist fra dem i Sinne, og nu
øgede Stormen og Sjøen hvert Øieblik. Tænk om
noget skulde hænde! — Om de aldrig skulde faa
se ham mer, — aldrig faa bede ham om
Forladelse og se hans Smil og høre hans stærke, dybe
Stemme!
Denne Tanke snørede deres Hjærter sammen,
saa de næsten mistede Pusten.
Thi den blotte Mulighed af, at de skulde være
uden denne Fader forekom dem saa skrækkelig, at
alt dermed maatte være afsluttet — bag en saadan
Mulighed øinede de intet.
Kjærligheden til Faderen fyldte deres Sind og
laa paa Bunden af alle deres Tanker, og hvad de
end foretog sig stod den bag deres Handlinger —
enten som Opmuntring eller som ond Samvittighed.
De var naturligvis ogsaa glad i Moderen, men
det var alligevel paa en anden Maade; og at
de holdt af hinanden indbyrdes faldt dem ikke
engang ind.
Rasman derimod var ikke alene deres Far men
tillige deres Kammerat og paa samme Tid
Indbegrebet af alt godt og ædelt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
