Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og idet han løb gav han hver af de to Slagsbrødre
en rigtig duelig Dask under Øret og raabte, at de
gjorde ham ikke andet end Sorg, og han vilde
ønske, han aldrig saa dem mere.
Disse ubesindige Ord havde lamslaaet de to
Smaa, saa de ganske glemte Øredasken og uden
en Lyd piltede ud af Kjøkkenet og forsvandt.
Deres egen Slethed stod for dem i sit fulde Lys
og overvældede dem.
Hvor forfærdelig uskikkelige maatte de ikke være,
naar den snille Far, som var saa skrækkelig glad i
dem — naar han kunde sige, at han vilde ønske,
han ikke saa dem mer!
Rigtignok syntes de begge paa Bunden af deres
stille Sind, at Rasman gjorde alt for meget Væsen
af disse smaa Slagsmaal; for der var jo aldrig Tale
om noget Uvenskab mellem dem, — det var noget
som aldrig kunde indtræffe, det vidste de godt, —
og naar de sloges, var det nærmest at betragte
som en uskyldig Adspredelse i ledige Stunder.
Men det kunde jo ikke Rasman vide, — han
tænkte vel, det var Alvor, og desuden — naar de
saa, hvor bedrøvet han blev hver Gang han troede
at de ikke var rigtig gode Venner, burde de ikke
gjøre ham den Sorg. Og han havde sagt, at de
aldrig gjorde ham andet end Sorg — —!
Den mørke Stormdag gjorde dem end mere
ned-trykte, og da de havde staaet en Stund bag Huset
og grublet uden at sige et Ord til hinanden, tog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
