Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rasman pleiede at tage dem med overalt og lade
dem hjælpe sig med Arbeidet saa god t, de kunde
— baade paa Land og paa Sjöen, naar der var
Veir til det. Og efterhvert som de Smaa blev
flinkere og fornuftigere, behandlede han dem halvveis
som Kammerater i alle de Ting, de havde fælles —
især ligeoverfor Fremmede og overfor Kvindfolk i
Almindelighed og Ane i Særdeleshed, saa denne brave
Kone ofte følte sig høilig forarget og tilsidesat.
Intet i Verden kunde sammenlignes med den stille,
indvortes Fryd, som fyldte Tollus og Martin, naar
Faderen talte om, at »vi« maatte se at faa barket
Topseilet en af Dagene, eller at han vilde ud og
fiske næste Morgen, og at Ane maatte lægge alting
færdig, saa »vi« kunde komme afsted før Solen
randt.
Men idag stod de mørke og tause og lod ikke
til at have lagt Mærke til, at »bare en af os«
behøvede at blive vaad.
— For du havde sagt — begyndte Martin men
maatte opgive det for at kjæmpe med sin
Bevægelse.
— Hvad havde jeg sagt? spurgte Rasman urolig
og saa fra den ene til den anden.
— At du vilde ønske, du aldrig saa os mer —
sagde Tollus.
— For vi gjorde dig bare Sorg! skreg Martin og
kastede sig ind til Faderen, medens Tollus stod ret
op og ned og græd som en Soldat.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
