Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Feil og deres Hjertelag og elskede dem som Far
og som Ven.
Det var ikke Frygt for at færdes alene, der gjorde
dem tunge om Hjertet, — det var
Taknemme-lighed over den Tid, de havde levet sammen, og
som nu var forbi; det var Visheden om, at Rasman
selv led og vilde komme til at lide, som de nu
gjorde og Sorgen over, at de tre, som hørte saa
ubrydelig sammen maatte skilles og gaa hver sin
Vei — for at mødes igjen engang, men aldrig,
aldrig mer som i gamle Dage!
De stod hver for sig paa Dækket og saa tilbage
mod Øen og Fyret, som blev tændt. Hver Holme
og hver Fjeldknat eiede en Del af deres
Kjærlighed, og det travle Kjølvand fortalte dem, at nu
reiste de fra deres Barndoms Hjem, fra deres
Barndoms Sorgløshed og Leg og uskyldige
Solskins-tanker — ud i den store, fremmede Verden.
Men han, som havde lært dem at se det
altsammen og elske, hvad de saa, han, hvis Ord og
Tanker og Væsen havde givet alting Liv og Betydning
—, ham havde de endnu hos sig som en sidste
Gidsel — endnu for nogle faa korte Timer!
Det blev koldt paa Dækket; de frøs og saa sig
om efter Faderen.
Oppe paa Kommandobrættet sad Rasman paa en
Kasse med Redningsbælter og talte med Kapteinen,
der var en overmaade elskværdig Mand, naar han
ikke saa Postmesteren.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
