Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
at han døde i et Anfald af Delirium tremens. At
Poe undertiden, i Overmaalet af ulykkelige
Tilskikkelser, har druknet sine Tanker i Glasset, — det
er han selv den første til at erkjende. Men det,
der drev ham, var ikke Drankerens brutale Lidenskab,
ej heller Dipzomanens skjæbnesvangre Prædisposition
og uimodstaaelige Sygdomsdrift. «Jeg har absolut
ingen Nydelse af de Stimulantser, som jeg stundom
saa vanvittig har hengi vet mig til,» skrev Poe kort
før sin Død til en Ven. «Det er ikke paa Jagten
efter Nydelse, at jeg har risikeret Liv og Anseelse
og Menneskeforstand. Det har altid været et
for-tvilet Forsøg paa at slippe fri for mine pinefulde
Erindringer — Erindringer om Vrangvillie og
Uretfærdighed og Vanære — for at undslippe Følelsen
af uudholdelig Ensomhed og Angsten for en eller
anden forunderlig, overhængende Ulykke.» Her er
Forklaringsgrunden til, at Poe søgte Glassets Trøst,
og samtidig Undskyldningen, hvis en saadan behøves.
Men naar man læser de mange Vidnesbyrd af
Personer, som nøje har kjendt Poe, hans Væsen, hans
Liv og Vaner, — Vidnesbyrd om, at et eneste Glas,
nogle faa Draaber af Ild vandet var tilstrækkeligt til
i denne sygelige Sjæl at vække hin Vanviddets Aand,
som altid laa dér og slumrede, — naar man læser
dem, hvem føler da ikke Forbitrelsens Had mod den
Pøbel, der kastede Stene paa en hæderlig Mands
Navn og et uforligneligt Genis Rygte?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
