Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IV.
Det er jo et ganske almindeligt Fænomen, at en
eller anden Side af Menneskenaturen er særlig stærkt
udviklet hos et Individ. Det ejendommelige for Poe
er ikke blot, at alle Evner: Sansningen, Tanken,
Stemningsmodtageligheden er skjærpede, men de er
det i en saadan Grad, at deres Skarphed er sygelig,
abnorm. Hans Tanke har en Egg saa hvas, at den
henter sig Skaar. Hans Drømme og Stemninger er
saa intensive, at de faar Legeme og bliver til
Hallucinationer. Hans Intuition gjennemtrænger Mørket
og ser, hvad der ligger skjult i Fremtidens Nat.
Hans Sanser opfatter, hvad det efter de nugjældende
fysiske Love er umuligt for Menneskenes Børn at
opfatte.
Poe driver en bogstavelig Afgudsdyrkelse med
den menneskelige Forstand, naar den har naaet det
Højdepunkt, hvor den ikke længer kjender nogen
Vanskelighed eller Forhindring, men tyder alle Gaader
og løser alle gordiske Knuder. En Mangfoldighed
af hans Noveller er egentlig intet andet end den
unaturlig kultiverede Skarpsindigheds Apotheose.
Hvad han beundrer i Universets Bygning, er netop
Bygmesterens praktiske Intelligens («The island of
the Fay»). Han ophober i «The thousand-and-second
tale» alle den østerlandske Fantasis Æventyrligheder
for i en lang Række af tilføjede Noter at paavise,
hvorledes det altsammen kun er Naturens egne
Vidundere eller Civilisationens Mesterstykker. Han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
