Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
alle Tider er Genierne derfor blevet betragtede som
gale af deres Samtid. Deres sande og egentlige
Samtid var ikke den, i hvilken de legemlig var tilstede,
men de kommende Generationer, som det aandelige
Fællesskab forbinder dem med. Den Verden, de
med deres over Normen og Gjennemsnitstypen
udviklede Organer opfattede, var ikke den samme
Verden, hvori de kun normalt udrustede levede; den
havde andre Grænser og andre Proportioner. Derfor
er den Tragedie evig, som bliver spillet ned
igjen-nem Tiderne, og hvis Helt er den syge, der alene
sidder inde med Fremtidsevangeliet, den vanvittige,
der alene formaar at føre Slægten videre. Geniet
og Martyrglorien er uadskillelige, og de sunde vil
til alle Tider stene deres store syge.
Det tilkommer Fremtidens mentale Pathologi at
sige det afgj ørende Ord i denne Sag. Imidlertid er
det interessant at se, hvorledes Poe selv fuldkommen
klart forstod denne Text, som hans Digtning saa
uforlignelig skulde illustrere. «Menneskene har kaldt
mig syg,» siger Helten i «Eleonora», «men det
Spørgsmaal er endnu ikke besvaret, om ikke Sygdom
er den højeste Intelligens, om ikke meget, som er
straalende, og alt det, som er dybt, har sin
Oprindelse fra en Tankens Sygelighed, fra sygelige
Tilværelsesformer, der er drevne i Blomst paa den
almindelige Forstands Bekostning. De, der drømmer
midt om Dagen, lærer mange Ting at kjende, som
undgaar dem, der kun drømmer om Natten. I deres
dunkle Syner ser de Glimt af Evigheden og bæver,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
