Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
han ogsaa i dette Øjeblik at vide, hvorhen han skulde
vende sit skyldbetyngede Hoved? Han mindedes den
Lidelse og den Elendighed, som han havde mødt i
Livet, en virkelig jordisk Elendighed, imod hvilken
hans i Ensomheden udstaaede Kvaler blev
betydningsløse, og han forstod, at han maatte opsøge denne
Elendighed, tage sin Andel deraf og saa maaske faa Fred
i sin Sjæl. «Forfærdeligt! Jeg tør for Fremtiden
ikke leve for min egen Regning og for mit eget
Ansvar, jeg maa gaa op i det almene, lide og
glædes, hade og elske, ikke for det egne, alt
opslugende og ingen Erstatning bydende Jeg, men kun
for de almene Sandheder, som nu engang existerer,
hvor meget jeg end stritter imod, og som taler til
Hjertet, trods alle Anstrengelser for at kvæle dem.
Ja, ja 1» udraabte Alexei Petrowitsch, heftigt rystet:
«Alt dette staar skrevet i den grønne Bog, udtalt i
Sandhed og for bestandig: det gjælder at omvende
sig, kaste sit eget Jeg fra sig, døde det — —!»
«Men hvilken Nytte har du deraf, du Daare?»
hviskede en Stemme til ham.
Men den anden, forhen saa sky, neppe hørlige
Røst, tordnede ham dette Svar imøde:
«Ti! hvilken Nytte har du da af at slaa dig
selv Saar?»
Alexei Petrowitsch sprang op og rettede sig i
sin fulde Længde. Klarhed var kommen over ham
og med den Begejstringen. Aldrig før havde han
følt en slig Henrykkelse, hverken over jordisk Held
eller over kvindelig Kj ærlighed. Denne Begeistring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>