Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
perlede frem i Hjertet, kjæmpede sig op, strømmede
ud i en varm, bred Flod, gjød sig gjennem alle hans
Lemmer og gjennem varmede og oplivede for et
Øjeblik hele hans ulykkelige stivnede Væsen.»
Hvad denne exalterede, syge Altruist mest af
alt elsker at skildre, er Altruismens Martyrer. Om
dem har han skrevet et grandiost, symbolsk Digt
i sin « Attalea princeps», hvis Indhold er, at det
gjælder om at slutte sig sammen i
Reformarbejdet, men at den, som holder ud til det sidste
for at naa Maalet: Friheden for sig selv og de
andre — møder Fejghed hos dem, som nærmest
burde have staaet ham bi, og tilsidst faar Døden
til Løn.
I den store By var en botanisk Have, i denne
laa et Drivhus af Jern og Glas, og i dette stod blandt
mange andre Væxter en Kjæmpepalme, som
Direktøren kaldte Attalea princeps. Den følte sig meget
ensom blandt alle disse Planter, der misundte den
og kaldte den hovmodig, fordi dens Krone ragede
flere Alen op over dem alle. Mere end alle de andre
længtes den efter sit Hjemlands Himmel, thi den
stod nærmest ind til det, som skulde erstatte den,
nemlig det grimme Glastag, gjennem hvilket en
sjelden Gang skimtedes lidt blaat: en virkelig blaa
Himmel, ihvorvel fremmed og bleg.
En Dag, da Plantekrybet ved dens Fødder
ki-vedes mellem hverandre, sagde Attalea: «Lad være
med at trættes og tænk hellere paa at handle. Hør
efter, hvad jeg siger. Vox i Højden og Bredden,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
