Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Cartesius indledede samdrægtig denne nye Æra:
«Wer glaubt, ist ein Geist» og «Cogito, ergo sum».
D. y. s. jeg selv er intet andet end Aand, troende
(ifølge Luther), tænkende (ifølge Cartesius). Denne
Tanke gaar igjennem Reformationstiden helt til den
Dag idag. Først den nyere Filosofi efter Cartesius
har gjort Alvor af at bringe Kristendommens
Virksomhed til en Afslutning, idet den ophøjede den
«videnskabelige Bevidsthed» til det eneste sande og
gjældende. Følgerigtig begynder den derfor med
den absolute Tvil, med dubitare, med at knuse den
enkle Bevidsthed, med at se bort fra alt, der ikke
legitimeres af Aanden, af Tænkningen.
Konsekvensen og Endepunktet er Hegel; han betegner
Tænkningens højeste Despoti, Aandens Triumf,
Filosofiens Triumf, Aandens Almagt: Det virkelige er
det fornuftige, og kun det fornuftige er det
virkelige, det eneste, som findes, er det fornuftige, er
Aanden, — dette den nyere Filosofis Princip er det
ægte kristelige. «Der Geist ist’s, der sich den Körper
baut,» siger Goethe. Det eneste, som lever, er
Aanden; dens Liv er det sande Liv. Tanken alene
lever i Mennesket som i Naturen; alt andet er dødti
Til denne Abstraktion, til Almenhedernes eller det
livløses Liv maatte det nødvendigt komme, Aandens
Historie. «Es lebt nichts als der Gespenst». Den
nye Filosofi har sikkert ikke medført Friheden, -—
tvertimod. Den forvandlede bare de existerende
Objekter til forestilte, d. v. s. til Begreber,
lige-overfor hvilke den gamle Respekt istedet for at tabe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
