Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fortællinger og Skildringer fra Sebastopol 43
»Vi har bragt en saaret tilbage, Deres Velbaarenhed, og sid-
der nu her for at tage os et lille Pust," svarede den ene af dem,
idet han tog sin Hue af og skjulte sin Pibe bag Ryggen.
»Naa, saa det gør I! Marsch! Af Sted med Jer!"
Sammen med Soldaterne gik han videre ad Løbegraven, hvor
han, for hvert Skridt han gjorde, mødte saarede, som bares til-
bage. Nu gik det op ad Bakke — et Stykke endnu, og han drejede
ind i en anden Løbegrav, hvor han blev ganske ene. Lige i Nær-
heden af ham summede et Sprængstykke og slog ned i Graven.
En Bombe susede oppe i Luften: det forekom ham, at den kom
farende hen imod ham. Saa stærk var den pludselige Skræk, der
greb ham, at han får fem—seks Skridt tilbage og kastede sig plåt
ned. Da Bomben eksploderede, og det var langt borte fra ham,
ærgrede han sig gyseligt over sig selv. Hurtigt sprang han op igen
og kiggede rundt til alle Sider for at se, om nogen havde lagt
Mærke til, at han smed sig. Men der var ingen i Nærheden.
Er man først rigtig knuget af Rædsel, viger denne Følelse
ikke let for nogen anden. Han, som altid havde pralet af, at han
aldrig dækkede sig for Kuglerne, hastede nu frem i Løbegraven
næsten krybende. ,,Aåa, hvor det er uhyggeligt," tænkte han og
snublede i det samme, ,jeg bliver bestemt skudt." Selv kunde
han tydeligt mærke, at han trak Vejret tungt, og at Sveden brød
ud af alle hans Porer. Men skønt han var aldeles forbavset over
sig selv, var det ham nu umuligt at betvinge sin Rædsel.
Pludselig hørte han Skridt foran sig. I en Fart rettede han sig
op, knejsede med Hovedet, klirrede flot med sin Sabel og sagtne-
de Gangen noget. Lidt efter mødte hanen Ingeniørofficer ledsaget
af en Matros. ,Smid Dem!" raabte Officeren, idet han pegede
paa den lysende Prik af en Bombe. Hurtigere og hurtigere, sted-
se nærmere kom Bomben, indtil den får ned i Jorden i Nærheden
af Løbegraven. Men Kalugin ænsede ikke det advarende Tilraab,
han trak kun Hovedet lidt ned mellem Skuldrene og fortsatte sin
Vandring.
»S€, hvor han er kæk paa det! Han vil ikke smide sig!" fløj
det ud af Matrosen, som selv med den største Ro saa’ paa, at
Bomben slog ned i Jorden. Med sit erfarne Blik havde han nemlig
øjeblikkelig regnet ud, at ingen af Stumperne vilde naa ham.
»Blot et Par Skridt endnu havde Kalugin at tilbagelægge for
at naa sit endelige Maal, Blenderingen; men saa blev han igen
overfalden af den samme uhyggelige Rædsel som før. Hans Hjer-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
