Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
76 Soldaterliv i Kavkasus
leende. Guskov saa” nu ikke mere hen paa mig, men fik umaade-
lig travlt med at hente Tobak op af den Pose, hvori der intet var.
,Naa nu véd du da, hvad der venter dig," vedblev Kaptajnen sta-
dig leende. ,, Idag har vi gennem vore Spejdere faaet Underret-
ning om, at Lejren vil blive angrebet i Nat, og derfor maa vi have
nogle paalidelige Fyre ud."
Guskov smilede ynkeligt og saa” ud, som om han havde Lyst
til at sige noget, men indskrænkede sig til at se bønfaldende påa
Schenschin.
,Naa ja, jeg gik jo ogsaa med sidst, da jeg fik Ordre dertil,
og jeg gaar igen, hvis jeg skal," sagde han omsider.
,Ja, ud skal du — det er sikkert!"
,Godt, saa gaar jeg! — Og hvad saa mere?"
"Kan du huske forleden, da du smurte Haser og smed dit
Gevær?" sagde Adjudanten, og idet han derpaa vendte Ryggen
til ham, gav han sig til at meddele os andre de Befalinger, der
var udstedte for den følgende Dag. Man ventede som sagt, at
Fjenden vilde beskyde Lejren i Nat, og skete dette, skulde vi ud
efter ham i Morgen. Efter at Adjudanten havde talt om de for-
skellige Forholdsregler, der vilde blive truffet, hvis vi virkelig
kom af Sted, foreslog han, ligesom greben af en pludselig Idé,
Løjtnant Orlovskij en lille Basset. Denne gik fuldstændig uventet
ind derpaa og slentrede sammen med Schenschin og Fændrikken
hen til Adjudantens Telt, hvor det grønne Bord og Kortene alle-
rede ventede dem. Min Kaptajn gik bort for at se til Folkene, og
jeg blev alene tilbage med Guskov. Jeg havde ikke taget Fejl i
min Forudfølelse : jeg befandt mig slet ikke vel ved at være ene
med ham. Da jeg trængte til at røre Benene, rejste jeg mig og
begyndte at spadsere frem og tilbage bag mine Kanoner, fulgt af
Guskov, der trippede uroligt ved min Side, idet han forgæves
søgte at holde Trit med mig.
.Generer jeg Dem ikke?" spurgte han med sagte og ængste-
lig Røst, og saa vidt jeg kunde se i Mørket, forekom det mig, at
hans Ansigt havde et bekymret Udtryk.
»Nej, ingenlunde," svarede jeg, men da han ikke sagde mere,
og jeg intet havde at sige ham, gik vi temmelig længe ved Siden
af hinanden uden at veksle et eneste Ord.
Skumringen var allerede for længst afløst af Natten, over
Bjærgenes mørke Omrids tindrede Aftenstjernen, og højt oppe
paa den kolde lyseblaa Himmel funklede utallige Smaastjerner.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
