Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søoldaterliv i Kavkasus 81
fylder ens Sjæl, bliver man ikke forstaaet eller endogsaa udlét.
Taler de til en, er det blot for at have en til Bedste, og de griber
enhver Lejlighed til at lade en føle, at mån kun er Menig. De
kan derfor ikke fatte, hvad det er for en Nydelse at tale å coeur
ouvert med et Menneske som Dem."
Da jeg ikke vidste, hvori jeg adskilte mig fra alle andre Men-
nesker, saa’ jeg forlegen paa ham uden at svare.
»Skal Herren ikke have Aftensmad?" spurgte Nikita, der ube-
mærket havde nærmet sig os i Mørket. Efter hans vrantne Tone
at dømme lod han til at være i højeste Grad fornærmet over den
fremmede Gæsts Nærværelse, sandsynligvis fordi hans Haab om,
at der skulde blive noget tilbage af Aftensmaden, derved fuld-
stændig bristede.
»Har Kaptajnen spist til Aften?" spurgte jeg.
»Ja, han er allerede for længe siden gaaet i Seng," svarede
Nikita tvært, og da jeg saa anmodede ham om at bringe os Af-
tensmad og Snaps, brummede han og trak sig tilbage til sit Telt.
Derinde brummede han videre, men kom dog lidt efter ud med
et tændt Lys, som han for Blæstens Skyld havde sat inden i en
Rulle Papir, og derpaa med hele Opdækningen, som bestod i en
Kasserolle med Postejer, en Sennepsdaase, et lille Blikbæger og
en Flaske Malurtbitter. Efter at have sat alt dette fra sig blev han
staaende endnu nogen Tid og ærgrede sig over at se Guskov
skænke sig en Snaps, hvilket øjensynligt var ham i højeste Grad
ubehageligt. Vi sad næsten helt i Mørke; i Lysets flagrende,
uklare Skær, der dæmpedes af Papiret, kunde jeg kun skimte
Guskovs Ansigt og hans smaa, røde Hænder, som ivrigt fiskede
den ene Postej efter den anden op af Kasserollen. Rundt omkring
os var det kulsort Nat, og kun naar man saa” rigtig nøje til, kun-
de man skelne Skildvagtens Skikkelse, der ragede op over Bryst-
værnet. Ud til Siderne lyste Baalene som røde Prikker, og højt
oppe paa Himlen funklede Stjernerne. Guskov sad med et sølle,
ynkeligt Smil og trak Blikket til sig, som om det generede ham
at se mig ind i Øjnene. Han drak endnu en Snaps, proppede sig
med Postejer og skrabede Kasserollen, da han havde tømt den.
»Men det maa alligevel være en Lettelse for Dem, at De
kender Adjudanten," sagde jeg endelig for at sige noget. ,,Han
gaar jo dog for at være et skikkeligt Menneske."
»Ja, vist er han et godt Menneske, men han mangler Opdra-
gelse, og det er der ikke noget at gøre ved. Lagde De Mærke til
Leo Tolståy: Fortællinger. HI 6
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
