Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Albert 115
litibetjenten henne paa Gadehjørnet, for det var ham og ikke Pe-
trov, som Albert omfavnede. Han stivede sig op, saa godt han
kunde, og dinglede videre, idet hans Ben instinktmæssigt førte
ham hen i den Gåde, hvor Anna Ivanovna boede. Oppe fra hendes
Vinduer faldt Lyset ned paa en lang Række Slæder og Kareter,
der holdt foran Huset. Albert stavrede op ad Trapperne med
usikre Skridt og ringede.
Døren gik op, og en Tjenestepige stak sit søvnige, gnavne
Ansigt ud gennem Aabningen. ,,Nej, Fruen har sagt, at jeg ikke
maa lukke Dem ind!"raabte hun, saa snart hun opdagede Al-
bert, og smækkede Døren i lige for Næsen af ham. Albert, der
kunde høre Musikkens Toner inde fra Balsalen, satte sig paa
Trappen og lænede Hovedet mod Væggen. Han lukkede Øjnene,
og i samme Nu var han igen langt inde i den Fantasiens Verden,
som han lige nylig havde forladt. ,Ja, han er den lykkeligste og
bedste!" lød det atter ind i hans Øren, og baade Dansemusikken
og Klokkerne, der ringede til Fromesse i den nærmeste Kirke,
fortalte ham det samme. ,Jeg kunde dog nok have Lyst til at høre,
hvad Petrov videre har at sige," tænkte Albert, og vips! var han
igen inde i den store oplyste Sal, men nu var det ham selv og
ikke Petrov, der stod paa Forhøjningen. Han spillede paa sin
Violin, og de Toner, han frembragte, var saa vidunderlig dejlige,
at de forekom ham næsten overjordiske. I det fjerne ringede
Klokkerne, og deres Stemmer forenede sig med Violinens Toner
til én eneste mægtig Røst, der fyldte hele Salen. »Ja, I ser ned
paa ham og foragter ham," sagde den, ,men han er dog alligevel
den lykkeligste og den bedste."
Albert lagde i sin Begejstring Violinen og rakte Armene op
mod Himlen. Han følte sig selv saa udmærket og staaende saa
højt over alle andre, at han knejsede med Hovedet og stak Brystet
frem. Pludselig berørte en Haand hans Skulder. Han vendte sig
om og opdagede i Halvlyset en Kvindes Skikkelse. Det var hende.
Hun saa’ sørgmodigt paa ham og rystede paa Hovedet, og i sam-
me Nu gik det op for ham, at han bar sig ad som en taabelig,
forfængelig Nar. Hun vinkede ad ham. ,Hvorhen ?" spurgte han,
men hun sendte ham kun et langt, inderligt Blik og sænkede
Hovedet. Ja, det var hende — hende, han elskede! Om hendes
fyldige skønne Hals sad Perlesnoren, og de hvide Arme var blot-
fede op over Albuen. Hun tog ham ved Haanden og førte ham
gennem Salen. ,,Udgangen er til den anden Side," sagde Albert,
SE
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
