Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12 Kosakkerne
selv og ud af hele Livet alt, hvad vi vil og ønsker. Ganske vist
gives der Mennesker, som mangler denne Drift, som straks
ved deres Indtræden i Livet gaar ind under det første det bedste
Aag, de træffer paa, og som arbejder troligt i dette til Livets
Ende, men Olenin hørte ikke til disse. Han var sig kun alt for vel
bevidst, at han ejede denne altformaaende Ungdomskraft, denne
Evne til at gaa op i et eneste Ønske, i en eneste Tanke, at han
besad den Gave at attraa, at sætte alt ind paa sin Attraa og at
styrte sig hovedkulds ned i en bundløs Afgrund uden selv at
vide hvorfor. Han var stolt over denne Bevidsthed, som han bar
i sig, og tillige uden at vide det lykkelig over den. Hidindtil
havde han, hvad der var naturligt, kun elsket sig selv, for fra
sig selv hentede han alt muligt godt, og i denne Forventning var
han endnu ikke bleven skuffet. Og nu ved sin Afrejse fra Moskvå
beherskedes han af den lykkelige Sindsstemning, som griber en-
hver ung Mand, der, efter at hans tidligere Vildfarelser er gaaet
op. for ham, med ét siger sig selv ,at hans Liv indtil dette Øjeblik
har været betydningsløst og bygget paa det tilfældige, at han
ikke har levet, som han burde, men at han fra nu af vil begynde
et nyt Liv, som hverken vil bringe Vildfarelse eller Anger, men
kun idel Lykke.
Det gik Olenin, som det gaar enhver, der foretager en læn-
gere Rejse. Saa længe man ikke er naaet ud over de første to
eller tre Stationer, dvæler ens Tanker og Fantasier ved det Sted,
man har forladt, men naar man vaagner op den næste Morgen,
flyver de med ét hen til Rejsens Maal, hvor de bygger gyldne
Luftslotte for Fremtiden.
Efter at Olenin var kørt ud af Moskvå, gav han sig til at be-
tragte Snemarkerne, der omgav ham, og idet han glædede sig
over, at han var ene her mellem disse øde Omgivelser, svøbte
han sig tættere ind i sin Pels, satte sig bekvemt til rette og faldt
hen i en Døs. Men han sov ikke, for Afskeden med Vennerne
havde sat hans Sind i stærk Bevægelse. Erindringer fra den
sidste Vinter, han havde tilbragt i-Moskvå, begyndte at dukke
up i hans Bevidsthed, Skikkelser, der knyttede sig til denne Pe-
riode af hans Liv, viste sig lyslevende for ham. Men sammen
med. disse Minder og gribende forstyrrende ind i dem begyndte
en Mylder af uklare Tanker og Selvbebrejdelser aldeles ukaldede
at vælte ind paa ham.
Han mindedes den ene af de to Venner, der for nylig havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
