Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
98 Kosakkerne
hængende Løv, at det, der for nylig forekom ham afskyeligt og
utaaleligt, nu var ham en Behagelighed. Han gik uden om det
Sted, hvor de havde jaget Hjorten op, og da han ikke stødte paa
noget Vildt, besluttede han at hvile sig lidt. Solen, der stod lige
over Skoven, sendte sine Straaler lodret ned og brændte hans
Isse og Ryg, hver Gang han kom ud paa en Lysning eller en
Vej. De syv Fasaner i hans Bælte tyngede ham i den Grad, at
det gjorde ondt i hans Hofter. Han opsøgte de Spor, Jeroschka
havde vist ham den foregaaende Dag, listede sig frem gennem
Buskene, fandt Stedet, hvor Hjorten havde haft sit Leje, og
lagde sig dér, idet han betragtede det grønne Løv, som omgav
ham til alle Sider. Et Mærke, Hjortens Knæ havde efterladt i
Jorden, en lille Klump Skovmuld, den havde løsnet i Springet,
hans egne Fodspor fra den foregaaende Dag — intet undgik
hans Opmærksomhed. Her var saa køligt og hyggeligt; han
tænkte paa intet som helst og havde i Øjeblikket ingen Ønsker.
Allerbedst som han laa, kom der over ham, uden at han selv
vidste hvorfor, en saadan Følelse af Lykke og Kærlighed til alt,
at han uvilkaarlig og følgende en Vane fra Barndommen gjorde
Korsets Tegn og opsendte sin Tak til — ja til hvem det var,
vidste han ikke rigtig selv. Her laa han, Dmitrij Olenin, et Væsen,
der havde sin egen særlige Bestemmelse, netop paa det selv-
samme Sted, hvor den gamle, smukke Hjort, der maaske aldrig
havde set noget menneskeligt Væsen for sine Øjne, havde haft
sit Leje. Her havde intet Menneske været før og tænkt, som han
nu tænkte. ,Her hviler jeg," sagde han til sig selv, ,midt imel-
lem de løvrige Træer. Nogle af dem er unge, andre gamle og
vejrbidte; ét af dem er omranket af den vilde Vin. Rundt omkring
mig tripper Fasanerne i deres Stier og lugter maaske deres dræb-
te Kammeraters Blod." Han følte paa sine Fasaner, betragtede
dem nøje og tørrede sine varme blodige Hænder af paa Kappen.
De mærker maaske," tænkte han videre, ,,at Schakalerne snuser
i deres Nærhed, og lister sig bort med bekymrede Miner. Hvor
jeg ser hen, er der tætte Sværme af Myg. De flyver forbi Træ-
ernes Blade og bilder sig ind, at det er store Øer, eller ogsaa
danser de summende i Luften. Der er én, to, tre, fire, hundrede,
tusinde — nej, en Million Myg i Nærheden af mig, og alle sum-
mer de, ikke hen i Vejr og Vind, men noget, der er Mening i.
Enhver af dem har sin særlige Bestemmelse ligesom jeg.” Han
kunde saa tydeligt forestille sig Myggenes Tankegang. »Kom her=
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
