Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kosakkerne 101
uhyggelige, gennemtrængende Skrig rundt om Trætoppene, hvor
de havde deres Reder. Plantevæksten blev fattigere; hvor han
£ik, susede Vinden ham om Ørene, og alt imellem stødte han
paa smaa, nøgne Sandpletter, gennemfurede paa Kryds og paa
tværs af Dyrenes Spor. Gennem Blæstens Tuden skelnede han
en ensformig, dump Larm, der stemte ham helt sørgmodig. Da
han følte efter sine Fasaner, manglede der én. Hovedet og den
blodige Hals stak endnu i Bæltet, men Kroppen var blevet
hængende i en eller anden Tjørnebusk. Aldrig havde han følt sig
saa rædselsslagen som nu. Han begyndte at bede til Gud og
frygtede kun for at dø uden nogen Sinde at have udrettet noget
godt og ædelt. Og han vilde dog saa gerne leve — leve for rigtig
at kunne ofre sig for andre.
XXI
Med ét blev det lyst i hans Sjæl. Han hørte Stemmer, som tal-
te Russisk, og i hans Nærhed brusede Tereks hurtigt henilende,
stride Strøm. To Skridt foran sig saa’ han Flodens mørke, be-
vægelige Overflade. Langs Bredderne og påa Bankerne ude i
Strømmen skinnede det fugtige Sand med en brunlig Glans. Han
fik Øje paa et Udkigstaarn, hvis Omrids tegnede sig skarpt mod
Flodens Spejl, og en opsadlet Hest, der gik i Tjørnekrattet med
sammenkoblede Ben; i Baggrunden laa Bjærgene, og i det fjer-
ne strakte Steppen sig. Et Øjeblik traadte den lyse Sol frem foran
de graa Skyer og kastede sine sidste gyldne Straaler hen over
Terek, Sivene, Udkigstaarnet og Kosakkerne, der stod i en
Klynge. Blandt disse var ogsaa Lukaschka, hvis kække, raske
Skikkelse straks tiltrak sig Olenins Opmærksomhed.
Uden at kunne gøre sig Rede hvorfor, følte han sig nu helt
lykkelig igen. Hans Vandring havde ført ham til Vagtposten
Nishne-Protozk, der ligger ved selve Terek lige over for en Aul,
hvis tatariske Indbyggere er fredelige russiske Undersaatter.
Efter at have hilst paa. Kosakkerne gik han ind i Vagthytten,
uden at der endnu havde frembudt sig nogen som helst Lejlighed
for ham til at gøre godt imod nogen. Dérinde frembød den sig
heller ikke, da Vagtmandskabet modtog ham temmelig køligt.
Derpaa traadte han ind i den Stue, hvor Kosakkerne.-nød deres
Leo Tolstéy: Fortællinger. III 7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
