Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kosakkerne 105
dér i fjerneste Maade kunde interessere ham. Hans Kammerat,
som stod i Agterstævnen og bevægede Baaden frem med en
Aare, styrede med stor Behændighed og lod samtidig Munden
løbe. Det lille Fartøj, der gled skraat hen over Strømmen, blev
mindre og mindre; Stemmerne i Baaden døde næsten hen. Man
kunde se de to Bjærgboer stige i Land paa den modsatte Bred,
hvor deres Heste stod og ventede paa dem. De bar Liget ud af
Baaden, og skønt Dyret gjorde sig ud til Bens, lykkedes det dem
dog at faa deres Byrde anbragt tværs over Sadelen. Derpaa red
de i Skridt hen ad Vejen forbi Aulen, hvis Beboere kom myldren-
de ud for at se paa dem. Kosakkerne var overordentlig fornøjede
og tilfredse, Overalt hørtes Spøg og Latter. Sotnikken og hans
Ledsagere gik ind i Hytten for at lade sig traktere. Lukaschka
satte sig hen ved Siden af Olenin med et fornøjet Ansigt, som
han forgæves søgte at lægge i værdige Folder.
»Hvorfor ryger De? Er det saa behageligt?" spurgte han,
ikke fordi det interesserede ham videre at faa dette Spørgsmaal
besvaret, men fordi han vilde opmuntre Olenin, der sad saa ene
og forladt mellem alle Kosakkerne.
»Ja, naar man som jeg er vant til at ryge, er det en Nydelse.
Vil du ikke prøve det?"
»Hm! Hvis en af os indlod sig paa det, vilde Fanden være
løs. — Se Bjærgene hist ovre! De ligger ikke langt borte," ved-
blev han pegende paa den blaalige Kløft hinsides Floden, »og
dog kan man ikke komme derover. — Gaar De ene hjem? Det
skal De ikke; husk paa, at det er mørkt. Ønsker De det, skal
jeg ledsage Dem. Beder De Underofficeren derom, giver han
nok Tilladelse dertil."
»Han ser rigtignok rask og forvoven ud," sagde Olenin til
sig selv, idet han saa’ hen paa Kosakkens fornøjede Ansigt. Men
i det samme kom han til at tænke paa Marjanka og Scenen med
Kysset, som han havde været Vidne til, og han fandt da, at det
var sørgeligt og beklageligt, at Lukaschka stod paa saa lavt et
Dannelsestrin. ,,Hvor det egentlig er vanvittigt!" tænkte han.
»Et Menneske gaar hen og slaar et andet ihjel, og i den Anled-
ning er han lige saa fornøjet og tilfreds, som om han havde ud-
ført en saare fortjenstfuld Handling. Mon han dog ikke kan sige
sig selv, at han ingen synderlig Grund har til at være glad, og at
Lykken ikke bestaar i at dræbe andre, men i at ofre sig selv."
»Naa, Lukaschka, pas nu paa, at han ikke faar fat i dig,"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
