Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kosakkerne 173
nøget Græs og var lige ved at snuble. Dette anser Kosakkerne
for et ilde Varsel. De saa” alle derhen, men trak hurtigt Øjnene
til sig, idet de gjorde sig Umage for ikke at lægge Mærke til
denne Omstændighed, der efter deres Mening kunde have en
saa skæbnesvanger Betydning i et Øjeblik som dette. Lukaschka
strammede Tøjlerne, rynkede Brynene, bed Tænderne sammen
og svingede Pisken over Hestens Hoved. Det flinke Dyr dansede
uroligt paa alle fire, som om det pludselig var i Tvivl om, paa
hvad Ben det skulde træde, og saa” ud, som om det kunde have
Lyst til at flyve af Sted gennem Luften. Tre Gange faldt hans
Pisk saa kraftigt ned paa Hestens velnærede Sider, at den rejste
sig op paa Bagbenene, prustede, viste Tænder og piskede vold-
somt med Halen.
»Det er en flink Hest!" udbrød Fændrikken beundrende.
»Den er stolt som en Løve," bemærkede en gammel Kosak.
I Tavshed red de alle videre, snart i Skridt og snart i Trav,
og det var den eneste Afveksling i dette ensformige, højtidelige
Ridt.
Paa en Strækning af otte Verster saa” de kun nogle faa Nogaj-
Tatarer; først en hel Familie, som følgende den tunge Karre, der
rummede deres Filttelt og Bohave, langsomt drog hen til en an-
den Græsgang, og derpaa to lasede, bredkindede Kvinder, som
gik i en Fordybning og samlede Kogødning. Fændrikken, der
ikke kunde tale deres Sprog ordentlig, begyndte at spørge dem
ud, men de forstod ham ikke og tilkastede hinanden ængstelige
Blikke.
Lukaschka nærmede sig, standsede sin Hest og tilraabte dem
den raske Velkomsthilsen, som Tatarerne bruger indbyrdes. De
to Kvinder blev øjensynlig glade og talte nu lige saa frit og uge-
nert med ham, som om han kunde være en af deres egne. Da
han spurgte dem ud om Fjenden, pegede de begge hen i den
Retning, ad hvilken Kosakkerne red frem, og raabte paa Tatarisk:
»Dérhenne er mange Abreker!’"
Olenin, der aldrig havde været Øjenvidne til den Slags Fore-
tagender, som han kun kendte gennem Far Jeroschkas Fortællin-
ger, vilde ikke staa tilbage for de andre, men blive og se alt.
Han vilde glæde sig over de raske Kosakker, bruge sine Øjne og
Øren og gøre sine Iagttagelser. Skønt han havde taget sin Bøsse
og sin Sabel med sig, besluttede han dog, da han mærkede, åt
Kosakkerne skyede ham, ikke at deltage i selve Kampen, saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
