Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Fortælling om Døden 19
Vinter, saa skal den nok komme, og nu er det Foraar, og vi er
ikke en Smule videre. Hvorfor holder du dog ikke dit Ord? Han
har jo allerede én Gang vist sig for dig for at spørge dig om,
hvor Stenen bliver af. Næste Gang han kommer, vilde jeg nødig
være i dit Sted."
»Har jeg maaske tænkt påa at gaa fra mit Ord?" svarede
Serega ærgerligt. ,Vær du rolig, jeg skal nok købe en Sten til
ham, og det oven i Købet en til halvanden Rubel. Men der skal
Tid til alt. Saa snart der bliver Lejlighed ind til Byen, skal den
nok blive hentet."
»Et simpelt Trækors kunde du da i det mindste sætte over
ham," brummede en gammel Postkusk henne fra den anden Ende
af Bordet. ,Du måa skamme dig, maa du. Du gaar jo og slider
hans Støvler hver eneste Dag."
Ja, hvor skal jeg faa det Kors fra? Af et Stykke almindeligt
Favnebrænde kan jeg da ikke lave det."
»Hvem siger ogsaa det. Tag du din Økse, og gaa ind i Skoven
i Morgen tidlig. Dér er da Træer nok, skulde jeg mene. En lille
Ask har du vel Kræfter til at fælde. Men pas paa, at Skovløberen
ikke faar fat i dig, for saa kommer du til at give Brændevin, og
det skulde Pokker gøre, naar det ikke er nødvendigt. Forleden
Dag knækkede en af Vognhamlerne for mig; saa gik jeg ind i
Skoven og huggede mig en anden. Den var meget bedre end den
gamle, og ingen sagde et Ord til mig derfor."
Tidligt den næste Morgen, lige som det begyndte at dages,
tog Serega sin Økse og gik ind i Skoven.
Duggen faldt endnu tæt. Ubelyst af Solen laa den som et
koldt og glansløst Dække over alt. I den østlige Horisont viste
der sig en rødlig Stribe, der kastede et svagt Skær hen over den
let overtrukne Himmel. Ikke et Græsstraa forneden, ikke et
Blad foroven, rørte sig. Kun nu og da afbrød Lyden af Vingeslag
oppe mellem Træerne eller en sagte Raslen inde i Krattet Sko-
” vens højtidelige Stilhed. Pludselig lød der inde i Tykningen en
sælsom, gjaldende Lyd, der bredte sig videre og videre og tabte
sig langt borte i Skovens Udkant. Atter den samme Lyd! Gen-
tagende sig med regelmæssige Mellemrum tog den sit Udspring
helt nede fra Stammen af et af de ubevægelige Træer. Det bæ-
vede i alle Træets Grene, de friske grønne Blade hviskede sagte
til hverandre, og en lille Sangfugl, der sad helt oppe i Toppen,
flagrede først et Par Gange frem og tilbage med et ængsteligt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
