Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Snestormen 49
Han trak i Tømmerne, og saa gled vi videre gennem dette
Hav af Sne, der aldrig syntes at ville faa Ende.
Xx
Jeg faldt atter i Søvn, og da jeg vaagnede — det var Aleschka,
der kom til at støde til mig med Foden — var det Morgen. Det
sneede ikke, men Kulden var endnu mere bidende end før, og en
stærk, iskold Blæst fygede det fine Snestøv hen over den flade
Steppe og ind under Hestenes Hove og Slædernes Kælker.
Til højre — imød Øst — mødte mit Blik en mørk, blygraa
Himmel med skraa, orangefarvede Striber, der blev lysere og
klarere for hvert Sekund. Oppe i Zenit tittede en Stump lyse-
blaat frem gennem hvide, drivende Skyer, og til venstre flygtede
lette Strimer ned mod Horisonten. Til alle Sider, saa langt Øjet
rakte, laa Sneen i lange, hvide bølgeformede Lag. Der var ikke
et eneste Slædespor at se. Skarpt og bestemt tegnede Kusk og
Heste sig mod den blændende hvide Grund. Kanten af Ignasch-
kas Hue, hans Krave, Haar og hans store Støvler — alt var som
overpudret. I Stanghestens Hale og Man hang Sneen i store Pla-
maser, og paa Sidehesten til højre sad den i Kager helt op ad
Benene og paa det svedte Kryds. Det stakkels, udasede Dyr løb
endnu, men dens hængende Øren og dens slunkne Bug, der be-
vægede sig op og ned som en Blæsebælg, viste noksom, hvor
ødelagt den var.
Det eneste ny, der fængslede min Opmærksomhed, var en
Vejpæl, der ragede op over en Bunke bevægelig Sne. Saa var vi
altsaa inde paa Vejen igen! Hyor forbavsende, at vi virkelig
havde fundet den efter at have pisket rundt hele Natten uden selv
at vide hvorhen.
Da vi havde kørt en tusind Alen til, fik vi Øje paa friske
Slædespor, og inde mellem disse saa’ vi hist og her smaa røde
Stænk af Blod, der tydede paa, at en af Hestene håvde strøget sig.
»Det er Filip. Der er ikke Tvivl om det, for det var galt fat
med den ene af hans graa, da vi kørte hjemmefra," sagde Ignasch-
ka. — ,Saa er han altsaa kommet foran os.”
Et Øjeblik efter opdagede vi paa højre Side af Vejen, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
