Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tede og lyttede, det var som en. Evighed for ham, men der hør-
tes intet. Pludselig, ligesom han var i Færd med at opgive det
hele, syntes han at høre en svag Støj. Krodøren ud til Strædet
blev sagte lukket i. Han sprang hen til Hjørnet af Pakhuset og
fik i det samme Øje paa 2 Mænd, der ilede tæt forbi ham, og
hvoraf den ene bar noget under Armen — det maatte sikkert
være Kassen med Pengene! De var altsaa i Færd med1at bringe
deres Skat bort! Hvorfor skulde han nu i Grunden kalde paa
Tom — det vilde være dumt — Mændene vilde jo saa være for-
svundne med Kassen for bestandig; nej — han vilde alene følge
dem i Hælene og stole paa, at Mørket hindrede dem i at opdage
ham. Han sneg sig derfor saa stille han kunde efter dem.
De gik et Stykke ned ad Gaden langs Floden, indtil de naaede
en Korsvej; der bøjede de af til Venstre, til de kom til en Sti,
som førte op ad Kardiff Højen; denne fulgte de forbi den gamle
Wallisers Hus og stadig videre opad.
„Godt," tænkte Huck, „de vil altsaa nedgrave Skatten i det
gamle Stenbrud." Der standsede de imidlertid ikke, men fort-
satte opad til selve Toppen. Her søgte de ind paa en smal Sti
og forsvandt i Mørket mellem de høje Buske. Huck skyndte sig
nærmere, thi her var det dem umuligt at se ham. Pludselig
standsede han, han kunde ikke mere høre Lyden af deres Fod-
trin! Du gode Himmel — havde han da virkelig tabt Sporet?
Han vilde netop til paa Lykke og Fromme at ile videre, da han
hørte nogen rømme sig kun et Par Alen fra ham. Huck følte sit
Hjærte stige op i Halsen og han rystede over hele Kroppen —
dog nu vidste han hvor han var — kun nogle Skridt fra den
Laage1
, der førte ind til Fru Douglas’ Ejendom!
„Saa meget des bedre," tænkte han; „lad dem bare grave
Skatten ned her; her vil den ikke blive vanskelig at finde!"
Da hørte han en lavmælt, hæs Røst — det var Indianer-Joes,
der sagde: „Fordømt! hun har vist Selskab; der er Lys, skønt
det dog er saa sent!“
„Da kan jeg ingen Lys se." Det var den fremmede Røst fra
Spøgelsehuset. Et isnende Gys fo’r gennem Huck — det var
altsaa den Hævn, Joe havde talt om! Drengens første Indsky-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
