Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
566 Suderø Syssel.
Suderø Syssel
Suderø, den sydligste O blandt Færøerne, 41J4 M. lang (mellem
Forbjergene Ørnenypen mod Nord og Reiakam mod Syd), 1-8—11l4 M.
bred (tværtover Kulterrainet, fra Præstefjeldets Affald mod Vest til Frodebø
Nypen), 2,7 U M. i Fladeindhold, matrikuleret til 367 Marker, 9 Gyl-
den; Judbyggere 1667. Syderø udgjør et Syssel og et Præstegjæld med
6 Kirkefogne og 10 matt. Bygder. Til dette Syssel hører 6 ubeboede
Holme: Lille Dinton (0,2 M. lang og 0,1 M. bred, indtil 1299«
høi) beliggende 1,7 M. O. t. N. for Kvalbø’k), Kvanholm, Tjalde-
vigsholm, Hovholm og Bagleholm paa Øens Østkyst og Sumbø-
holm mod Sydvest. Hertil kommer endnu Munken.
Bjergarterne paa Suderø ere, efter de af Professor F. Johnstrup i
1872 nærmest med Hensyn til Kullagene foretagne Undersøgelser, i det
Væsentlige ikke forskjellige fra dem, der findes paa de andre Øer, nemlig
deels tætte, ofte søileformigt udviklede Basalter, deels porøfe, graaforte
eller brunlige Doloritmandelstene, i hvis Huulheder der findes nogle Zeo-
litharter, især mindre Krystaller af Chabasit og Skolezit; men Zeolitherne
spille ikke saa stor en Rolle paa Suderø, som paa flere af de andre Øer,
hvilket hidrører fra, at Steenarterne her i detHele have en noget tættere
Beskaffenhed Fjeldene have her, som alt foran bemærket, et mere plateau-
mæssigt Udseende end paa de nordligere Øer, skjønt der ogsaa her findes
enkelte, hvor denne Form er mindre fremtrædende og hvis øvrige Partier
ende iTinder og skarpt opskydendeRygge (Nakkin 1727«, Kvannafjeld
1700«). Hvad der især er eiendommeligt for denne O, er de talrige og
dybe Indsnit, der skjære sig ind i Øen fra den østlige Side i Form af
Fjorde eller Bugter, og som derfor umiddelbart fortsættes i mod Vest
skraat opad gaaende Dale, hvilke paa flere Steder naae heelt ud til Vest-
siden, og hvorved Oen afdeles i en Række temmelig isolerede Afsnit. De
meest fremtrædende ere Kvalvig, Kvalbøfjord, Trangisvaagfjord
med Ørdevig, Hovebugten og Vaagfjorden, hver med sit til-
hørende Dalparti. Det fremtræder her paa denne O end mere tydeligt
end andetsteds i den hele Øgruppe, at denne er et Brudstykke af en stor,
tidligere sammenhængende plutonisk Dannelse og at derhos Suderø har strakt
sig langt videre mod Nord eller Rordnordost· Baade Dalenes Form og
den bratte Afskjæring af de forekommende Kullag tyde tillige hen paa, at
store Partier af Dens Vestside maae være forsvundne i en forholdsviis
seen Periode; det store Antal Skjær udenfor den næsten lodrette og util-
gjcengelige Vestlyst (mod Sydvest naar her Beinesvere 1472’) vise
ogsaa i den Retning. Her er Bjergmasfens Indre blottet i udmærkede
Profiler, der vise tydelig hvorledes disse Fortidens Lavamasser ere lige-
som opstablede, den ene ovenpaa den anden i 10——100 Fod mægtige
Bænke, der kun ere adskilte ved forskjelligt farvede Lag af hærdnet Leer-.
Disse baandformige Grændselinier mellem Basalt- og Doloritbænkene lette
Iagttageler af disses Faldretninger, da de kunne sees selv i meget be-
tydelige Afstande. De nævnte Leerlag have dog sikkert en forskjellig Op-
s) Villie-Simon kaldes raa Fckroerne en O, saaledes gsaa i Loven om Ashcendelsen af LillesDimon·
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
