Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Østersøens Kyster — til de skandinaviske Lande og Storbritannien bragte tidlig
Beboerne i Forbindelse med Omverdenen. Alt i den forhistoriske Tid spores
Paavirkning gennem de fundne Oldsager, og at Handelen har været Øens
Hovednæringsvej allerede i den tidlige Middelalder, har man flere Vidnesbyrd om, dels
gennem Møntfund [1], dels gennem skriftlige Beretninger; saaledes fortæller Adam af
Bremen, at Bornholm var Danmarks mest berømte Havn og en sikker Ankerplads for
de Hedninger, som sejlede paa Grækenland ɔ: de russiske Østersølande.
I den tidligste Middelalder var Bornholm et eget Rige; saaledes berette
Englænderne Othar og Wulfstan, der rejste i de nordlige Farvande ved Aar 890, at Øen
havde sin egen Konge. Da Danmark blev samlet til eet Rige, kom Øen ogsaa ind
under den danske Konge, der lod den bestyre af Høvedsmænd; blandt disse nævnes
paa Svend Tveskægs Tid Vesete, Fader til Bue den Digre, og under Knud den
hellige Blod-Egil (Egil Ragnarsen), som efter Knytlingesagas Beretning paa Grund
af Sørøveri blev afsat af Kongen og senere henrettet. Kristendommen skal først
være indført eller have faaet fast Fod paa Øen paa Svend Estridsens Tid ved den
for Lærens Udbredelse nidkære lundensiske Biskop Egins Bestræbelser. Fra den
Tid har Bispestolen i Lund vistnok været ivrig betænkt paa at erhverve sig Øen,
og, som det synes, fik ogsaa Ærkebiskop Eskil 1149 ved Udsoningen med Svend
Grathe de tre af Øens Herreder, nemlig Haslæ-, Hænnings- og Michlingæ Herred
(Nørre-, Øster- og Sønder Hrd.), medens kun Rothnæ (Rønne- eller Vester) Herred
blev under Kronen. At Gejstligheden har sat megen Pris paa at bevare denne
Besiddelse og værne om Øen, har man ment at have et Bevis for i de mærkelige
Kirker fra 12. Aarh., særlig de 4 Rundkirker, Nylars Kirke, Ny Kirke, Ols Kirke
og Østerlars Kirke, der skulle have haft det dobbelte Formaal at tjene som
Gudshuse og som Udkigstaarne — de ere til Dels anlagte paa Steder med vid Udsigt —
og Tilflugts- og Forsvarssteder for Beboerne i Ufredstid; ogsaa de øvrige Kirker
(undt. Pouls Kirke) havde et til Forsvar indrettet firkantet Taarn, „Fæstet“. Disse
interessante Bygninger ere i de senere Aar ombyggede undt. Ibs og Bodils Kirker
(jfr. H. J. Holm, B.’s ældgamle Kirkebygninger, Kbh. 1878, og J. B. Løffler, Udsigt
osv. S. 164 fl.; se dog ogsaa O. Blom, Befæst. Kirker i Danm., i Aarb. f. n. Oldk.
1895). For øvrigt have Beboerne ogsaa haft et Værn i de ældre Borgpladser
og Voldsteder, der gerne laa paa Højdepunkter og afsides liggende Klippepartier
i nogen Afstand fra Kysten, saaledes som Storeborg i Rø Sogn, Gamleborg ved
Neksø og Ringeborg i Pedersker Sogn. Kongerne have vist haft deres Værn i de
to i Almindingen liggende Borge Gamleborg og Lilleborg (Rønne Hrd.). Efter Jacob
Erlandsens Fængsling 1259 blev formentlig Lilleborg s. Aar indtaget og ødelagt af
Ærkebispens Broder Andreas og Fyrst Jaromar af Rügen. Rimeligvis midt i 13. Aarh.
under disse Stridigheder mellem Kongen og Kirken, da begge Parter stræbte at faa
Øen i deres Besiddelse, opførte Lunds Ærkebisp den stærke Fæstning Hammershus,
som snart var i den ene, snart i den anden Parts Besiddelse; i 1259—1326 skiftede
Borgen 10 Gange Ejermand. Kongerne Erik Glipping og Erik Menved gjorde gentagne
Forsøg paa at bemægtige sig Øen, men den sidste skal endog have maattet afstaa det
4. Herred til Ærkebispen. Imidlertid erobrede Kongens Marsk Ludv. Albertsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
