Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af Moser og Enge, hæve sig flere isolerede, ofte stejle Bakker, som dog
sjældent naa over 100 F.; det højeste Punkt, Skovlebjærg, 146 F., 46 M.,
ligger mod S. Disse Bakker, der i den nordl. Del ere mere storformede,
mod S. mindre, og som ofte ere skovbevoksede, bidrage meget til at bryde
Landskabets Ensformighed og give Øen en egen Ynde. Vandløbene og
Søerne ere ganske ubetydelige; den største Sø, Stengade Sø, er nu udtørret.
Jorderne ere i det hele frugtbare; bedst ere de i Midten og mod S., hvor
Leret er fremherskende; langs Vestkysten og i den nordl. Del ere de lettere.
Øens Fladeindhold, deri iberegnet den N. V. for Rudkjøbing beliggende
Siø og den ved en Dæmning med denne forbundne mindre Skovø, var ved
Opgørelsen 1896 50,686 Td. Ld. (5,08 □ Mil, 279,6 □ Km.), Hartk. 1895
4571 Td. Folkemængden i Feb. 1890 var 19,169 (1801: 11,113,
1840: 15,969, 1860: 18,599, 1880: 19,903). Langeland er delt i
Nørre-og Sønder-Herred, der danne eet Retsembede med Rudkjøbing (se S. 615);
i gejstlig Henseende danner den eet Provsti. Se i øvrigt nærmere under
Herrederne.
Navnet Langeland forekommer allerede i Periplus Otheri fra omtr. 900 og i
Knytlinga Saga (hvor den i et Haandskrift kaldes „Kongsland“); i Vald. II’s Jrdb. kaldes
den „Langæland“ og „Langland“; naar den ofte i 15., 16. og 17. Aarh. kaldes Lavind
eller Laven, er det kun en Betegnelse for Beboernes Udtale; „lavng“ = „lang“, og
Overgangen fra „land“ til „ind“ er den samme som fra Thosland til Taasind eller
Taasen. Ifl. Vald. II’s Jrdb. ejede Kongen og Kronen store Ejendomme paa Øen.
Ved Vald. II’s Død 1241 arvede Sønnen Abel Rudkjøbing med en stor Del af Øen,
som forblev i hans Slægt. Hans Sønnesønner Hertug Vald. IV af Sønderjylland
og Hertug Erik Langben udstedte de ældste kendte Privilegier for Rudkjøbing (se
S. 617); Erik Menved inddrog vel Langeland ved Aaret 1292, men efter Slaget paa
Sommersted Hede i Sønderjylland 1293 blev Langeland atter givet i Forlening til
Hertug Erik, som derefter kaldtes Herre til Langeland. Paa et Danehof i Nyborg
1326 forlenede Vald. V af Sønderjylland, da han var bleven udraabt til Konge,
Drosten Laurids Jonsen, en af Hovedmændene i Oprøret mod Chrf. II, med
Langeland og Ærø, som han beholdt til sin Død 1340; men Vald. Atterdag bragte atter
Øen ind under Kronen. Aar 1457 skal Øen være bleven hjemsøgt med Landgang
af „Rigens Fjender“, vistnok Hanseaterne. Et Angreb paa Øen af Lübeckernes Flaade,
som 1510 hjemsøgte Laaland, blev afslaaet af Indbyggerne, som velforsynede med
Skyts samlede sig for at modtage Fjenden. Særlig er Langeland bekendt for sin
tapre Modstand mod Fjenden i Svenskekrigen. Karl Gustav kom 5/2 1658 til
Langeland paa sin Vej over Isen fra Fyn til Laaland; men de svenske forlode dengang
snart Øen, og den svenske Konge erklærede ved Brev dat. Falster 10/2 1658 Øen
for Corfits Ulfelds Ejendom. Imidlertid forberedte Langelænderne sig under Ledelse
af Landsdommeren Vincens Steensen (se Steensgaard S. 771) til at afværge
yderligere Overfald fra Svenskernes Side. I Beg. af 1659 sendte den svenske Konge
Grev Josias Waldeck med en Troppestyrke over til Øen for at erobre den; men i
en Træfning 7. Feb. ved Andemose tæt ved Steensgaard, i hvilken Vincens Steensen
faldt, blev Angrebet afslaaet af Landeværnet, og Fjendens gentagne Forsøg paa
Landgang paa den anden Side af Øen blev ligeledes tilbagevist. Først da Grev Wrangel
kom derover med en større Styrke, faldt Øen i de svenskes Magt efter Indbyggernes
sejge Modstand. De straffedes haardt med Plyndring, Indkvartering og Arbejde paa
de Befæstninger, som Svenskerne lode foretage. Først hen paa Aaret, da de allierede
kom til Fyn, forlode de svenske Øen, som havde lidt meget; mange Gaarde laa øde,
og i den strenge Vinter, der fulgte, og den nærmest følgende, skal der være død
omtr. 1000 Mennesker af Sult (se S. Jørgensen, L.’s Vilkaar i Svenskekrigen, Saml.
til Fyens Hist. VIII, S. 133 flg.). Ogsaa i den nordiske Krig blev Øen 1715 angreben,
men afslog Landgangen. De spanske Tropper besatte 1808 Langeland, hvorfra de
21/8 bleve indskibede under Marquis de la Romanas Anførsel paa engelske Skibe.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
