Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Læsø (Hjørring Amt)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Viborg nødig vilde anerkende. Det var dog først i Slutn. af 14. Aarh, at denne
Strid brød ud for Alvor, og virkelig lykkedes det Kapitlet at frigøre sig for
Overhøjheden, da Børglumbispen Svend 1394 afstod det alle biskoppelige Rettigheder over
Øen mod en aarl. Afgift af 2 Mark Sølv; men hans Efterfølger, Bisp Peder, vilde ikke
anerkende Forligets Gyldighed og foer frem med en saadan Voldsomhed baade mod
Øens Indbyggere og mod Viborgs Bisp og Kapitel, at dette vilde indstævne Sagen
for Paven, hvad dog ikke skete, idet Dronn. Margrethe bilagde Striden 1400,
saaledes at Kapitlet fik de biskoppelige Rettigheder over Øen i 10 Aar, hvorefter de
skulde tilbagegives Børglumbispen. Dette skete ogsaa, og Børglumbispen havde
ubestridt Højhedsretten i den flg. Tid; vel udbrød der atter Strid 1523, da Bisp
Stygge Krumpen banlyste Kapitlet, fordi det ikke vilde udrede en Ekstraskat til ham,
men det var ikke, fordi Kapitlet benægtede Bispens Højhedsret, men paa Grund af
det usædvanlige i Paalægget. Fordringen blev ogsaa erklæret for uhjemlet af andre
gejstlige, men uden Virkning, og Børglumbispen vedblev at nyde Bispetiende af „Vor
Frue Land“, som Øen kaldtes. Først efter Reformationen kom Øen ind under
Viborg Bispedømme, uden at der dog kendes noget bestemt Kongebud om det, og
her blev den, indtil den 1844 lagdes ind under Aalborg Stift, Horns Herreds Provsti,
under hvilket de tre Sogne danne eet Pastorat. Domkapitlet har dog endnu den
Dag i Dag Afgifter af Øen (Kongetiende og Landgilde). — I verdslig Henseende
hørte Øen i Middelalderen til Vendsyssel, senere til Aalborghus Len og fra 1660
til Aalborghus Amt, indtil den 1707 lagdes ind under Hald Amt; ved Viborg Amts
Oprettelse 1794 blev den lagt ind under det Aaret i Forvejen oprettede Hjørring Amt.
Efter et Sagn skal Dronning Margrethe en Gang paa en Rejse fra Norge være
strandet paa Øen eller bleven hjulpen af Læsøboerne ved en Stranding ved Skagen,
hvorfor hun skænkede dem Privilegier, der ifl. Danske Atlas skulle have bestaaet i,
at Læsøboerne bleve Arvefæstere, og Sagnet bekræftes for saa vidt, som Kapitlets
Fæstere, i Modsætning til den Tids sædvanlige Forhold, vare Arvefæstere i
Middelalderen.
Øen har i Middelalderen set en Del anderledes ud end nu, og der har rørt sig
et Liv, som var en Del forskelligt fra vore Dages. Den var da bedækket af store
Fyrreskove (Øen var det Sted, hvor Fyrren holdt sig længst), navnlig mod Ø.
ved „Furnes“; den har været ret frugtbar, ogsaa i den nu øde nordl. Del (Navne
som Øster- og Vester-Foldgaard oppe i Højsande vidne om, at der har ligget en
Landsby), og Jagten har ikke været ringe (af Vald. Jrdb. ses, at der har været
Hjorte paa Øen). Men Skovene bleve efterhaanden ødelagte af Beboerne ved deres
skaanselsløse Graven Tørv i dem og ved deres Hugst til Brug for Saltsydningen,
som var en meget vigtig Indtægtskilde for Beboerne og ogsaa for Viborg Kapitel,
der anviste Saltkedlerne og lode dem gaa i Arv og Eje mod en aarl. Saltafgift for
hver Kedel („Kapitelsalt“, „Fogedsalt“, „Helligsalt“ osv.). Kapitlet havde sit eget
Skib, som foer paa Læsø 3 Gange aarl. for at hente Saltet, 18 Læster hver Gang;
et af dets Medlemmer, „Procurator Lessoviæ“, opholdt sig stadig derovre, paa
Klitgaard, og i Nærheden var der bygget et Hus for Fogden, „Kapitelshuset“. Desuden
havde mange, baade Klostre, som Dueholm og Mariager, og Privatmænd, mindre
Andele („Afgjerd“) i Kedlerne. I det hele betalte Læsøboerne vistnok hovedsagelig
deres Afgifter i Salt. Salttilvirkningen fremkaldte et livligt Handelsrøre, og mange
fremmede baade fra Jyllands og Hallands Byer kom aarl. til Øen for dens Skyld.
Et Vidnesbyrd om Livet der have vi ogsaa i, at der i Middelalderen var et St. Knuds
Gilde (Sigilstemplet, fra 14. Aarh., er i Nationalmus.). Hvor stor Produktionen har
været, ses af, at Bisp Tyge af Børglum 1330 fik 14 Læster Salt paa een Gang
for at tillade nogle ellers forbudte Ægteskaber, og hvor stor Betydning Saltudførslen
havde, kan ses af, at det under Christian II’s Krig med Sverige under Livsstraf
var forbudt at sælge Salt til eller have nogen Handel med svensk Mand. Baade
Kongen og Kapitlet kæmpede dog mod den hensynsløse Hugst i Skovene, men
forgæves, og ved Midten af 17. Aarh. var Salttilvirkningen for største Delen
ophørt, da Brændslet var sluppet op (Tilvirkningen foregik ogsaa til Dels ved
Solvarmen; endnu i 18. Aarh. var der nogen Produktion), og Øen forarmedes; 1652
vedtoge Beboerne at svare Pengeafgifter i Stedet for Salt og afskaffe Saltkedlerne.
Landgilden til Kapitlet blev ved Reskr. af 9/9 1735 fastsat til 300 Rd. 41 Sk. Af de
fordums Skove findes nu kun Levning i en lille Lund N. for Byrum, bestaaende især
af Bævreasp og El, ogsaa af Birk, Ask og Eg, men ikke Bøg, som helt mangler
paa Øen. Heller ikke Tørvemoser findes der saa at sige mere, og det almindeligste
Brændsel er Lyngtørv, hvorved Jorden stadig mere udmagres. En Følge af Skovenes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
