Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Camilla Collett og hendes forhold til kvindesagen - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
37
Bedst kjender vi Louise; thi hende har vi
mødt saa ofte paa vor vei. Heltinden, Sofie,
taler langtfra det indignationens sprog, som denne
ældre søster. Alle de kvindelige dyder, forfatter
inden har udstyret hende med, hjælper os til
forholdsvis rolige at følge hende. Kun én gang
bringer han vore hjerter til at banke sterkt og
varmt for hendes skjebne: da man bereder hen
des bryllup.*)
Men søsteren, i lige høi grad offeret for
moderens herskesyge og tidens forhold, Louise,
der hverken kan elske eller agte den mand, hun
er lænket til, som tilraaber Sofie; „Vælg hvad
andet du vil i livet, lev ensom og forladt, træl,
tig for at leve, men lad dig ikke paatvinge en
uværdig skjebne;"-) — hun. som pint paa tu
sinde maader, har tabt sin skjønhed og munter
hed, er bleven ligegyldig for sin paaklædning,
men som ailigevel fra klokken fire hver morgen
sidder ved væven, rastløst arbeidende for at
hendes barn kan faa en anstændig opdragelse,
hvor vækkende er ikke hendes livslod!
I hendes mund har fru Collett lagt ord saa
kraftige, som hun nogensinde har talt. Man
læse f. ex. følgende:
! ) Se: „Amtmandens detre", anden del. (S. 228—33.)
) „Amtmandens døtre", anden del". (S. 248.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
