Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- 3. Dr. Ludvig Daae: En Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros
- II. Eystein (Augustinus) † 1188
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lendermandssønnen Magnus fik altsaa Kronen sat paa sit Hoved,
en ny og opsigtsvækkende Begivenhed i Norge, men denne Ære kjøbtes
dyrt.
Først foretoges den bekjendte Forandring i Norges Statsret, ved
hvilken Successionen (indskrænket til ægtefødte Mænd) herefter, ifald
den nye Lov var bleven respekteret, i Virkeligheden vilde have kommet
til at bero paa Rigets Biskopper. Saavel i Gulathingsloven som ogsaa
i Frostathingsloven har den nye Bestemmelse bevislig været optagen.
Dernæst udstedtes i den unge Magnus’s Navn det bekjendte,
længe omstridte, men nu i det væsentlige af Kritiken godkjendte
latinske Brev til Erkebispen og de øvrige Bisper, der først og fremst
fastsatte, at Kongen og Riget skulde underkastes St. Olaf, og at
Kronen efter Kongens Død (ikke i hans levende Live)[1] skulde ofres til
St. Olaf, og dernæst indrømmede Erkestolen en Række af Privilegier.
Af disse kunne følgende nu ansees som sikre: Domkirken i Nidaros
tages under særlig Beskyttelse, Kongens og hans Hirdmænds Tiender
til Biskopperne bestemmes, Erkestolens ældre Privilegier bekræftes og
den faar dertil nye, navnlig Ret til at udføre (altsaa vel toldfrit) 30 Læster
Korn (til Island) og Ret til Arv efter fremmede Præster, noget, som
dengang, da der i Norge jevnlig fandtes udenlandske, især engelske
Geistlige, ikke var uvigtigt.[2]
[1] Af Sverres Saga sees jo klarlig, at Magnus endnu i Vinteren 1182—83
selv var i Besiddelse af sin Krone, som saa ved hans Flugt faldt i Sverres Hænder.
[2] Som bekjendt har saavel Lovstedet om Kongevalget som Privilegiebrevet
været Gjenstand for megen Kritik og megen Tvivl. Af de mange lærde og
skarpsindige Udtalelser om denne Sag skal jeg her kun fremhæve: K. Maurer,
Norwegens Schenkung an den heiligen Olaf, München 1877, G. Storm, Magnus
Erlingssøns Lov om Kongevalg og Løfte om Kronens Ofring (Christiania Videnskabsselskabs
Forh. 1880 No. 14) og endelig samme Forfatters: Magnus Erlingssøns Privilegium
til Nidaros Kirke 1164 (Vidensk. Selsk. Skr. II Hist.-philos. Klasse 1895. No. 2).
Privilegiebrevet maa ansees som forfattet af Eystein selv, og dets Stil ligner, som
af Storm godtgjort, den man finder i hans bevislige Skrifter. Den delvise Forfalskning,
som Brevet, hvis Original forlængst er tabt, senere har undergaaet, tror Storm
at kunne tilskrive Domcapitlet i Nidaros under dettes Strid med Erkebiskop
Jørund nogle Menneskealdre efter Eysteins Tid. Hvad Brevets Inskription angaar,
forklarer Storm Ordene „apost. sedis legato“ som Apposition til Augustino, hvilket
ogsaa synes mig rimeligst. Der har været anført, at Legaten, om han skulde
omtales i Brevet, maatte være bleven navngiven, hvilket vist er sandt, samt at han
ligeledes skulde have været nævnt først og ikke mellem Erkebiskopen og
Suffraganbiskopperne. Har jeg imidlertid Ret i min Mening om Legaten som en ringere
pavelig Udsending, der selv ikke har havt biskoppelig Rang, da indser jeg ikke,
at han endog kunde naa saa høit op, som til at nævnes foran Biskopperne.
Imidlertid maa det ikke glemmes, at under Haakon Sverressøn omtales
Indrømmelserne til Kirken i 1164 som „Eder, svorne for Legaten“, (der i et Haandskrift
forvexles med en senere Legat, Fidentius). Man har altsaa paa den Tid, men maaske
urigtigt, villet gjøre Legaten til en Hovedperson.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Tue Dec 12 04:21:36 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/trond97f/0105.html
