Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 3. Dr. Ludvig Daae: En Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros - VIII. Sigurd. 1231—1252
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Af andre Sager, som Sigurd ved samme Leilighed bragte frem for
Curien, angik den ene Præsternes vedblivende Giftermaal, hvorfor de
selv søgte en Støtte ved at paaberaabe sig den Tradition, at Cardinal
Nicolaus i 1152 havde tilladt dem at gifte sig. Selvfølgelig blev
Coelibatet strengelig indskjærpet, men vistnok uden at Paabudet derom
endnu almindelig blev efterlevet.[1]
I Nidaros Domkirkes Historie indtager Sigurd en fremtrædende
Plads, thi under ham begyndte (1248) en ny Periode i dens Bygning.
Den vestre Fløi, som nu er en Ruin, fuldførtes i denne og den nærmest
følgende Tid. Til Byggearbeidets Fremme fik Kong Haakon i det
Søndenfjeldske indført en ny kirkelig Afgift (skot), hvoraf to Trediedele
gik til Nidaros Kirke og den ene Trediedel til St. Halvards i Oslo.[2]
Nogle Aar tidligere havde Kirken faaet en dengang meget dyrebar ny
Helligdom, idet i 1234 (næste Dag før den første Olafsmesse) ifølge
Annalernes Vidnesbyrd noget af det hellige Kors kom til Nidaros.
Ligeoverfor Kong Haakon viste Erkebiskop Sigurd sig loyal, men
de hierarchiske Tanker og Bestræbelser holdt sig naturligvis fremdeles
hos ham og den høie Geistlighed overhoved, og man har aabenbart
altid speidet efter Leiligheder til kraftig at gjenoptage og fremme dem.
Videst i sin Opposition mod Kongemagten gik vistnok Biskop Paal af
Hamar (1232—1251), der i sit ensidige Rethaveri gjorde Paastand paa
Helgeøen i Mjøsen for sin Stol, fordi den skulde være skjænket til
denne af den vitterlige Bedrager, Baglerkongen „Inge“. Han reiste i
den Anledning til Rom, udvirkede Pavebreve og satte tilsidst igjennem,
om ikke at komme i Besiddelse af Helgeøen, saa dog at faa Vederlag
derfor. Kongen havde fremdeles et stærkt Ønske om at blive
kronet for derved at udslette sin uægte Fødsels Plet. Han fastholdt
ivrig dette Ønske, selv efterat hans Rival Skule var død, og
Thronprætendenter herefter vistnok vare utænkelige. Dette medførte en
større Villighed, end maaske under andre Omstændigheder var bleven
viist, til Indrømmelser og Compromisser med Geistligheden, ja man seer
endog, at Haakon i 1241 gik med paa at andrage om Eysteins
Canonisation, der dog ligesaalidt nu som før eller siden blev sat igjennem.[3]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
