Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 3. Dr. Ludvig Daae: En Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros - X. Einar Smørbak. (Enarus). 1255—1263
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
temmelig langt bag sig, forekommer det mig rimeligere at antage, at
han kun har befundet sig i Paris paa Gjennemreise, og at hans Færd
har havt en anden, nu ubekjendt Foranledning. Vist er det imidlertid,
at han i Paris modtog Budskabet om, at Chorsbrødrene havde valgt
ham til Erkebiskop (1254). Dette overbragtes ham ved to Chorsbrødre,
der begge kaldes Magistre og derfor vel tidligere have gjestet Paris.
Deres Navne vare Mag. Ottar, der i 1253 kaldes med den usædvanlige
og derefter forsvindende Titel Erkeprest og derfor indtager den første
Plads foran de fjorten Colleger i Capitlet, og Mag. Haakon.
Som Sagaen udtrykkelig fremhæver, havde Chorsbrødrene foretaget
Valget uden derom at underrette Kongen, endsige at begjære hans
Samtykke, et paafaldende og dristigt Brud paa hævdet Sædvane, om
end ikke paa udtrykkelige Lovbestemmelser. Det forekommer mig
ikke umuligt, at deres Mod er voxet ved en Pavebulle, som kort i
Forveien var kommen til Landet. Vi erindre, at Capitlet i Hamar
et Aar i Forveien havde postuleret en Mand, hvem Paven ikke antog.
Dette har det gjort Kongen uadspurgt. Men skjønt Paven altsaa ikke
opfyldte deres Ønske i Henseende til Personen, udstedte han dog (2
Jan. 1254) en Bulle, der bød, at den nye Biskop af Hamar skulde
anvende Kirkens Straffe mod Enhver, Kongen dog undtagen, som vilde
lade dem lide, fordi de havde tilsidesat denne.[1]
Einar drog fra Paris lige til Paven, uden, som det lader, saameget
som skriftlig at henvende sig til Kong Haakon. Curien befandt sig ved
den Tid ikke i Rom, men i Neapel, hvor Pave Innocents IV døde ved
denne Tid (13 Dec. 1254) og efterfulgtes tolv Dage efter af Alexander
IV. Denne godkjendte Einars Valg og meddelte ham, der nu altsaa
var indviet, de sædvanlige Følgeskrivelser til Capitlet, Stiftsstaden,
Stiftet, Suffraganbisperne og Kongen, daterede Neapel 12 Marts 1255.[2]
Erkebiskoppens allerede ovenfor omtalte Ret til subsidium pallii hos de
øvrige Bisper fik ny Bekræftelse. Endvidere fik han udvirket et
Pavebrev om, at Forhandlingerne angaaende Erkebiskop Eysteins
Canonisation skulde gjenoptages, idet Paven opnævnte Commissarier, der
skulde undersøge Sagen og optage Vidnesbyrd om hans Mirakler,[3]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
