Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 3. Dr. Ludvig Daae: En Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros - X. Einar Smørbak. (Enarus). 1255—1263
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Noget, der umuligt har kunnet være Kong Haakon kjært, men som
derfor bliver saa meget mere betegnende for Einars Standpunkt
ligeoverfor denne. Ogsaa Forgjængeren Sørles Gave til Capitlet
bekræftedes.[1] Da ogsaa Brevet herom udstedtes under Einars Ophold ved
Curien, kan han umulig have været uvidende derom, men udvirket
dette Brev har han dog vist ikke, som vi senere skulle erfare. Man
skulde derfor formode, at en af de to ovennævnte Chorsbrødre eller
begge have fulgt ham til Pavehoffet og der udvirket denne Bulle.
Derefter drog den nye Erkebiskop til Norge, hvor han kom i
Land ved Øen Alden i Søndfjord. Men han opsøgte ikke Kongen
og drog lige til sin Stol i Nidaros. Selvfølgelig optog ikke Haakon
dette vel, og da Einar fik dette at høre, reiste han dog omsider til
Kongen i Bergen og blev „vel modtagen.“ Han foreslog nu Kongen
at træffe Bestemmelse om sine to gjenlevende Sønners fremtidige
Stilling i Norge. Selv havde han, som vi vide, i sin Tid givet den ældre
af disse, den unge Haakon, Kongenavn under critiske Forhold, og
siden havde han „lagt den største Kjærlighed paa ham.“ Kongen selv,
der yndede den yngre Søn, Magnus, idetmindste ligesaameget som den
ældre, var stemt for at begge skulde blive Konger, Erkebiskoppen
vilde herimod have Magnus affunden med Hertugtitel og en mindre
Deel af Riget. Der toges dog ingen Bestemmelse dengang (1255), og
Erkebispen skiltes i „største Venskab“ fra Kongen.
I 1257 lod Kong Haakon paa Grund af det ufredelige Forhold,
hvori han var kommen til Kong Christopher I af Danmark udbyde
Leding og bød Einar og de øvrige Biskopper at følge med, hvilket
skede. Den unge Kong Haakon døde ved denne Tid. Det blev derfor
besluttet, at Magnus, nu eneste gjenlevende af den aldrende Konges
Sønner, skulde faa Kongenavn, og dette skeede ogsaa paa Ekerøerne,
hvor Erkebispen gav ham Kongenavnet og ved den Leilighed fik et
stort Langskib til Gave. Ligesaa ivrig som Einar før havde været i
at indynde sig hos den afdøde Kongesøn, ligesaa meget lagde han nu
an paa at vinde Magnus. Derefter gik Toget til Kjøbenhavn, hvor
Fredsforhandlinger begyndte. Her havde Einar Anledning til at see
sin bekjendte danske Collega, den urolige Erkebiskop Jacob Erlandsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
