Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 3. Dr. Ludvig Daae: En Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros - XIII. Erkesædets lange Ledighed (1282—1288). Jørund (1288—1309)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvor vigtige Statuter vedtoges, og endelig vilde han have et nyt
Concilium i Stand i Nidaros til Marts 1309. I denne Anledning
kom han imidlertid i nye Stridigheder. Mødets Tid faldt nemlig
meget ubeleilig for Kong Haakon, som paa samme Tid vilde foretage et
Tog til Jemteland, hvor de Svenske havde vakt Uroligheder; Kongen
vilde have Erkebispen (hans Jarl) og Biskopperne med paa Toget.[1]
Ogsaa Biskop Arne af Bergen forlangte Udsættelse og truede med Appel
til Paven. Samtidig var der Tvist mellem Jørund og Arne om
Besættelsen af Færøernes Bispestol. Retten tilkom her Erkebispen (og hans
Capitel), da Færøerne selv intet Capitel havde, men da det havde
truffet sig saa, at Kanniker i Bergen gjentagende Gange vare blevne
satte til Biskopper paa Færøerne, paastod Arne og hans Chorsbrødre
nu, at dette var en fast Ret og protesterede mod den af Erkebispen
udnævnte Lodin, Præst til Borgund i Søndmøre.
Under disse Stridigheder døde imidlertid Erkebiskop Jørund i
Nidaros den 11 April 1309.[2]
Vi have her fortalt hans Histories Hovedtræk efter sikre
Documenter. Men der er endnu en vigtig Kilde til denne, hvilken jeg med
Vilje hidtil i det væsentlige har holdt ude af Fremstillingen, fordi jeg
har anseet det rettere at gjengive dens Hovedtræk særskilt. Det er
Sagaen om Biskop Laurentius Kalfssøn af Hole, den sidste historiske
Saga i den islandsk-norske Literatur. Den er forfattet ved Midten
af det 14de Aarhundrede af den islandske Præst Einar Havlidessøn
efter mundtlige Beretninger af den 1331 døde Laurentius. Sagaen er
aabenbart partisk for Erkebiskoppen, Chronologien er usikker ja endog
forvirret, og paa alle Beretninger kan der ikke stoles, men
Fortællingen er alligevel saa rig paa interessante Skildringer af de geistlige
Forhold i Nidaros, at den i denne Henseende ikke har noget
Sidestykke i vor hele Middelalder.[3]
Laurentius (Lavrans) kom som Præst fra Island til Nidaros
omtrent 1295, og gjorde Erkebiskoppen sin Opvartning, og denne, hvem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
