Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 3. Dr. Ludvig Daae: En Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros - XXIV. Gaute. 1474—1510
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tilligemed samtlige norske Biskopper „og alt andet Rigens Raad af Norge.“
Med Kongens Samtykke fastsattes her adskillige Lovbestemmelser
angaaende Grændserne mellem den kirkelige og verdslige Myndighed,
saaledes om Løsagtighedsforseelser mellem Nærbeslægtede i første og andet
Led, Synd mod Naturen o. s. v. „Saadanne Forbryderes Gods skal
skiftes i Helming mellem Kongen og Kirken, om de komme til Skrifte
eller ikke. Livet skal de tigge af Kongen, om de komme til Skrifte eller
ei. Men Kongens Ombudsmænd skulle ikke besvære sig med Frillelevnet
eller Skyldskab i tredie eller fjerde Led og ingen Sekt tage deraf i
nogen Maade. Om Mened, som for Lægmænd gjøres i det Maalemne,
som Lægmænd have at overdømme, skal den Sekt Kongedømmet
tilhøre. Men det, som Kirkens Maal er og de Meneder, som da gjøres,
er Kirkens egen Sag, end skulle baade disse og hine tage Skrifte for
Kirkedøren. Mænd eller Koner, som løbe bort med anden Mand eller
Kvinde, eller det findes, at de have to Fæstekvinder, de ere udlæge,
og falder deres Gods halvt under Kronen og halvt under Kirken.
Lægmænd maa ei dømme i disse Sager, endda de have Sekten, men de
Maal dømmes af Kirken. Item alle andre Maalemner mellem Kirken
og Kongedømmet skulle blive at overdømme, eftersom Christenretten
udviser.“[1]
Tre Aar senere (22 Mai 1481) døde Christiern I. Der herskede
ingenlunde Tilfredshed med hans Regjering i Norge, han havde vist
sig svag i mere end en Henseende, navnlig i Anledning af
Begivenhederne i Bergen 1455 og ligeoverfor Hanseaterne overhoved, han havde
skilt Riget ved Orknøerne og Hjaltland og han havde inddraget
Fremmede, og det ogsaa i geistlige Beneficier. Uviljen gav sig Luft gjennem
et bevaret Klageskrift,[2] og, skjønt Sønnen Hans allerede 1458 var
hyldet ogsaa som norsk Thronfølger, ønskede Rigsraadet, i det mindste
dets Flertal, helst at bryde Foreningen med Danmark. Men man saa
ingen anden Udvei til at opnaa en Fraskillelse end gjennem
Tilslutning til Sverige, og her havde Hr. Sten Sture Hænderne fulde med at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
