Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 3. Dr. Ludvig Daae: En Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros - XXV. Erik II. (Walkendorf.) 1510—1522
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Egenskab af Herre over Bornholm, har havt under sig en Art Adel,
der kaldtes „St. Olafs, den hellige Kirkes og vore frie Mænd“, og
vare forlenede med Gaarde af Erkesædets Gods. Man har Besked om
Breve, hvorved han forundte disse sine „Frimænd“ og deres ægte Børn
„til evig Tid Skjold og Hjelm“, det vil sige nobiliterede dem. Kun
Skade, at vi ikke vide, om han er den første Erkebiskop, der har gjort
dette, eller om det var et Institut, han har arvet efter sine
Forgjængere.[1] Sin Adkomst til en saadan Rettighed maa han vel have
søgt i den i „Sættargerden“, der jo igjen var gjeldende Lov siden
1458, indrømmede Ret til at holde hundrede Frimænd. De fleste af
disse havde Navn af Sædesvende og vare som senere skal omtales
skattefrie for sin egen og flere andre Personer.
De Ydelser, som Kongen fordrede af Erkebispen, vare vistnok
svære, men havde været overkommelige. Men samtidig havde andre
og værre Omstændigheder beredet Erik Walkendorff de største
Vanskeligheder, Prøvelser og Ulykker. Han fik at føle, hvad det var for en
Herre, han saa længe havde tjent.
Christiern den andens lave og feige Sjæl, hvem intet Forsvar er
istand til at redde fra en streng Dom, gav sig særlig tilkjende i en
Tilbøielighed til at drage slette og lurvede Mennesker frem og unde
dem Indflydelse. Fornemmelig var han paa en sælsom Maade
behersket af „Sigbrit Moder“, hvis Magt snarere steg, end formindskedes
efter Datterens Død. Hun forstod at bringe sine Tilhængere op og
det ogsaa i det hende fra gammel Tid af velbekjendte Norge. En af
de værste af hendes derværende Venner var Magister Hans Mule fra
Fyen, der gjordes til Befalingsmand paa Akershuus og snart kastede
sine Øine paa Oslo Bispestol.
Efter Datterens Død vendte Sigbrits Harme sig særlig mod Erik
Walkendorf, ham, hvem senere, som vi have hørt, det uvederheftige
Folkesnak siden beskyldte for at have indledet Dyvekes Forhold til Kongen.
Hun tillagde Erik Skylden for Dyvekes Død. Selvfølgelig har hun
ikke mistænkt Erkebispen for at have været Giftblander eller at have
efterstræbt Dyvekes Liv. Men hun vidste, at Erik i Nederlandene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
