Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 3. Dr. Ludvig Daae: En Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros - XXVI. Olaf III. (1523—1537)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
berøve ham i det mindste hans verdslige Forleninger. Thi samme Dag,
som Vincents mistede Bergenhus (17 Oct. 1528) bleve disse Forleninger,
der i Mellemtiden vare blevne forøgede, overdragne til to holstenske
Adelsmænd af Navnet Swyn, som dog ikke kom i Besiddelse deraf.
Thi Olaf havde været slu nok til i rette Tid at skrive til den
kongelige Sekretær, Johan Friis, og fremstille Sagen saa, at Vincents fik
hele Skylden.
At saa Olaf og Vincents bleve Fiender, var rimeligt nok. Og
hertil bidrog endnu mere, at Vincents i Lighed med flere danske
Adelsmænd, ja Kong Frederik selv, begyndte at stille sig venlig ligeoverfor
Lutheranismen, der nu i mange Aar havde gjort store Fremskridt og
i Kongens ældste Søn havde en erklæret Tilhænger. Vincents udstrakte
sine Hænder efter mere end Nonneseter, han tog Munke i sin Tjeneste
og brugte dem som Skrivere og „Hovmænd“. Mange andre Tidens
Tegn maatte ogsaa bidrage til at gjøre Olaf ængstelig for den romerske
Kirkes og sin egen Fremtid i Norge, thi Bergen stod jo i stadig
Forbindelse med Tydskland og var derfor udsat for reformatorisk
Paavirkning, og Mange vare de, der saa skjævt til Kirkens Rigdomme.
Udenfor Erkestiftet var Secularisation af Klostergods allerede i fuld Gang,
og selv inden dette var aabenbart et dybt Forfald i religiøs Henseende
ikke til at miskjende; navnlig frembød Tautra Kloster, da Olaf
tiltraadte, et forfærdeligt Billede af Usædelighed og Fordærvelse.
Erkebispen begyndte nu en formelig Krig mod sin Uven Vincents.
Allerede hans Forgjængere havde stadig havt væbnede Mænd i sin
Tjeneste (det gamle Navn „Hird“ var rigtignok for lange Tider siden
forglemt), og Olaf havde forøget denne Styrke. Med Lethed satte han
sig 1529 i Besiddelse af Vincents’s nordligste Len, Finmarken, og lagde
derhos Beslag paa dennes Svigermoders, Fru Inger Ottesdatters,
Forleninger (Fosen o. fl.) samt Østraat og hendes øvrige Gaarde. Alene
Værdien af Løsøret ansloges (dog vist med Overdrivelse) til mere end
20 000 Mark. Fruen flygtede da til Vincents i Bergen. Dennes
Efterfølger i Bergens Len, Esge Bilde maatte i Mai 1529 melde, at
Erkebispens ivrige Hvervninger hindrede ham selv i at faa Folk til
Kongsgaarden, men forøvrigt holdt den kloge Esge sig neutral, og det viste
sig, at Vincents havde gjort sig flere Fiender. Mod Erkebispen, der
havde to Kraveler i Søen og mønstrede 350 Mand, formaaede Vincents
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
