Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 4. Alexander Bugge: Nidaros's Handel og Skibsfart i Middelalderen - II. Nidaros’s handel i det 12te og i første halvdel af det 13de aarhundrede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fortegnelsen over det, som udførtes fra England, lærer os ogsaa
mangt og meget; først og fremst viser den, hvilken høit kultiveret
landsdel Trøndelagen var i middelalderen. Det var ikke bare, ja end
ikke for den største del, livets allerførste fornødenheder, som de
Trondhjemske skippere hentede i England. De kjøbte ikke først og fremst
korn og mel, men mere de ting, som den høiere kultur og de dermed
følgende krav fordrede: honning, kryderier og klæde. Naar man læser
testamenter og indbofortegnelser fra det 14de aarhundrede, undres man
over, hvilken mængde kostbare klædningsstykker præster og lægfolk
netop i Trøndelagen eiede. Det samme viser de engelske toldruller.
En stor del af indførselen til Nidaros bestod i engelsk klæde, et stof,
som kun rigmænd havde raad til at bære. Et par gange tales der
ogsaa om indførsel af kostbare stoffer som silke og sindal.
Forbindelsen med England holdt sig vistnok langt ned i det 14de
aarhundrede, om vi end mangler alle positive efterretninger derom.
Men tilslut hørte den op og døde hen ligesom alt andet nationalt og
økonomisk liv i Norge i middelalderen.
Ved siden af handelen med England, drev Nidaros, som nævnt,
fra gammel tid af skibsfart paa de norske kolonier Island og Grønland.
Grønlandshandelen kan vel aldrig have havt stor betydning. Dertil
var afstandene for store og befolkningen for faatallig. I „Kongespeilet“
findes der en udmærket skildring baade af seiladsens farer og
besværligheder og af de fordele, som var at vinde ved den. Men naar fordelene var saa
smaa og resikoen saa stor, maa vi, synes jeg, des høiere anslaa det mod, som
krævedes til en slig fart. — Engang om aaret gik der et skib til Grønland.
Mere var vel heller ikke nødvendigt for at forsyne kolonien med de
nødvendige levnetsmidler, korn og andet, som ikke fandtes paa Grønland.
Grønlandsfarerne hørte for det meste hjemme i Trøndelagen,
sandsynligvis i selve Nidaros by. Men paa hjemveien landede de ofte
i Bergen og boede da i erkebiskopens hus. Thi i Bergen kunde de
lettere end i Nidaros faa afsat sine varer, som for største del bestod
af hvalrostænder, skind af sæl og hvalros, reb snoede af hvalrossens
hud o. s. v.[1] Dette forhold gav i 1325 anledning til uenighed mellem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
