Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Erid mindes jeg — hvor tungt er Sorgens Minde,
Hvor dybt dens Præg i Dødeliges Bryst!
Som natlig Drøm, saa Glædens Spoer forsvinde,
I Fødsels-Stunden døer hver munter Lyst — —
End mindes jeg den raske Thorkilds Død
Og Signes Graad, og hendes ømme Klage —
Til Sorger er den ømme Elsker fød —
End tæller hun med Taarer sine Dage. —
Udmærket Thorkild var blandt Norges Sønner,
Ei var der Møe, ham ligegyldig saae,
Thi kulsort Haar, som soelbrændt Huud forskjønner,
Langlokket ned ad brede Skuldre laae,
I Panden saa’s nedarvet Normands Mod,
Og Hjertets Ærlighed i Øiet talte,
Paa trinde Kind afbildet Sundhed stod,
Og Hjertets Fred i alle Træk sig malte.
Rask var hans Gang, og rank som Granens Stamme
Hans Stilling, norsk Oprigtighed hans Sprog,
Hans Arm var stærk, hans Bøsse vant at ramme
Og tung af Rov, han hjem fra Jagten drog;
Som Faren steg, steg Modet i hans Bryst,
Og alt for viis sin bedste Tid at spilde,
Han parred’ gavnligt Slæb og munter Lyst,
Ved Plougen glad, og glad i Vennegilde. —
Hvad Thorkild var som Dreng, det var som Pige
Den unge Signe, ynderig at see,
I Gang og Væxt og Ynde hendes Lige
Var ingen Møe i Naboe-Dalene;
Fra Barensbeen var hun og Thorkild kjendt,
Den Venskabs Ild, de for hinanden nærte,
I begges Barm blev snart til Elskov tændt,
Hun deelte hans, han hendes Lyst og Smerte.
2**
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
