Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vi har ovenfor omtalt, hvorledes nogle af Bugges
aller første videnskabelige Arbejder behandlede de
olditaliske Sprogarter oskisk og umbrisk. I en hel
Række Afhandlinger har B. ogsaa senere meddelt
Resultater af sine Studier paa disse gamle Sprogs
Omraade; de fleste af disse Arbejder har været
offentliggjorte i det nævnte Kuhns Zeitschrift; i
1878 udgav vort Videnskabsselskab ogsaa et
særskilt Værk af B., „Altitalische Studien“. Disse
B.s Arbejder har overalt i den lærde Verden
vundet den største Anerkjendelse, og B.s skarpsindige
og lærde Fortolkninger af mange af de Indskrifter,
hvori de sparsomme Levninger af disse Sprog er
os opbevarede, har væsentlig beriget Videnskaben
med nye Erkjendelser. Ertstavlerne fra Eugubio,
den vigtigste af de umbriske Indskrifter, er saaledes
gjentagne Gange behandlede af B., og han har
givet den rette Forklaring af meget, som tidligere
enten var uforstaaet eller fejlagtig fortolket; den
vigtige oskiske Indskrift fra Bantia, der indeholder
en gammel Byret, er ogsaa belyst af B. i dunkle
Punkter. — I Sammenhæng med disse Arbejder
over de gammelitaliske Dialekter maa ogsaa nævnes
B.s Afhandlinger om græsk og latinsk Etymologi,
i det anførte Tidsskrift og i G. Curtius’s „Studien
zur griech. u. latein. Gram.“ o. a. St.; han har
givet mange helt nye og slaaende Forklaringer af
forhen uforstaaede Ord og Ordformer. — B. har
ogsaa beskjæftiget sig med det etruskiske Sprog, der
hidtil synes at have trodset alle Fortolkningsforsøg,
og som da ogsaa har været Gjenstand for de mest
forskjellige Opfatninger. Da Corssens store Værk
„Ueber die Sprache der Etrusker“ for nogle Aar
siden udkom, leverede B. en Anmeldelse deraf i
Jenaer Litteraturzeitung (1875, Art. 259). Corssen
troede som bekjendt at have paavist, at Etruskisk
er et indo-europæisk Sprog, der dog indtager en
helt egen Plads mellem de andre italiske Sprog;
i den nævnte Anmeldelse slutter B. sig til ham i
Hovedresultatet men er meget uenig med ham i
hans fleste Fortolkninger og leverer en Mængde
af sine egne Ideer, der, som Alt hvad der kommer
fra ham, er ingeniøse og synes slaaende. Siden
det nye Værk af Wilh. Deecke er udkommet, hvori
Corssens Resultater synes helt omstøbte, har B.
endnu ikke udtalt sig mere om dette dunkle
Spørgsmaal.
I Forbindelse med B.s Forskninger paa de
olditaliske Sprogs Omraade maa her ogsaa
omtales hans Studier over den nordiske Runeskrifts
Oprindelse. Sine Resultater desangaaende har
han i Korthed meddelt i vort Videnskabsselskabs
Forhandlinger i 1873. B. tror, at den ældre
længere Runerækkes Alfabet er udviklet etsteds i
Alpelandene af det ældre latinske Alfabet i en
Form, hvori dette anvendtes af nordetruskiske Folk,
eller ialfald under Indflydelser fra de nordetruskiske
Alfabeter. Wimmer har senere fremsat en noget
afvigende Mening, at det er den første Kejsertids
romerske Skrift, der ligger til Grund for Runerne;
Spørgsmaalet kan endnu ej ansees for afgjort;
der synes at være adskilligt, som taler for Bugges
Anskuelse, og det vil være af stor Interesse at se
hans Studier over dette interessante Emne lagte
frem i deres hele Sammenhæng.
I den senere Tid er B. ogsaa optraadt som
Romanist og har leveret yderst værdifulde Bidrag
til fransk og almindelig romansk Etymologi. Hans
Arbejder herover er udkomne i det af Meyer og
Gaston Paris udgivne franske Tidsskrift Romania
(Bd. III og IV). Endelig kan nævnes, at B.
ogsaa har skrevet om Zigeunernes Sprog
(„Vermischtes aus der Sprache der Zigeuner«, i Kuhn
u. Schleichers Beiträge, I.).
Ved sin dybe Interesse for de olditaliske
Sprogarter er B. ogsaa kommen til med særlig
Iver at studere Gammellatin, og den Forfatter,
han da mest har beskjæftiget sig med af den
latinske Literatur, er bleven den gamle Komedieskriver
Plautus. Her har han ikke blot leveret lingvistiske
Bidrag paa Etymologiens og Ordforklaringens
Omraade; han har indgaaende beskjæftiget sig
ogsaa med den rent filologiske Kritik og Hermeneutik;
men dette forudsætter et indgaaende Studium ej
blot paa denne enkelte Forfatters Omraade, men
de grundigste og alsidigste filologiske Studier. I
mange Afhandlinger har B. leveret textkritiske
Bidrag til Plautus (i Tidsskr. f. Philol. og Pædag.
Bd. VI, VII; i „Philologus“, Bd. 30 og 31; i
Fleckeisens „Jahrbücher“, 1872, o. fl. St.); i 1873
besørgede han en egen Udgave af Mostellaria, med
en fortrinlig Oversættelse af Gjertsen; Udgaven
udkom som Festskrift til Professor Auberts
Embedsjubilæum, og Stykket blev ved samme Lejlighed
opført af vore Filologer. For at give et Bevis
paa, hvor højt Værd disse B.s plautinske
Arbejder tillægges ude i det lærde Europa, anføre
vi her blot følgende Citat af et af de mest anseede
tydske filologiske Tidsskrifter: »— — — vi vende
os til den udmærkede Kritiker Sophus Bugges
Emendationer, rige paa nye og geniale, undertiden
maaske noget dristige Tanker“ (Bursian’s
Jahresbericht I, 1873).
Vilde man forsøge i Almindelighed at
karakterisere Bugges Arbeider og nærmere at angive
det centrale i hans Begavelse, maatte særlig
følgende Momenter fremhæves. Hans dybe og
omfattende Lærdom, der gjør ham til Herre over
alt, hvad der før ham er udrettet paa de Felter,
hvor han bevæger sig; hans gjennemtrængende
Kritik, hvormed alle Forgjængeres Arbejder prøves
og vejes; den faste, nøgterne, sandt videnskabelige
Methode, hvorefter Materialierne tilvejebringes og
ordnes, den sjeldne Kombinationsevne, med hvilken
de forskjellige Traade, der lede henimod den søgte
Erkjendelse, gribes og følges; — og saa fremfor
alt den lykkelige Divinationsevne, hvormed hans
Aand som en Ørn slaar ned just paa det rette
Punkt og finder den søgte Sandhed. Denne
glimrende og sjeldne Evne til ligesom at ane, hvor
Sandheden ligger, og til saa dristig at slaa ned
og hæve den op, er vel noget af det mest
fremtrædende i B.s ejendommelige Begavelse; denne
lykkelige Evne har Naturen givet ham i
Vuggegave; men denne Evne er en rig Genialitet.
Her er ej Tale om en Evne til ved et lykkeligt
Slumpgreb at finde Skatte; gjennem lærd og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
