Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ULF LARSEN 13
Grænse og forberedte mig paa en Tilbagefart til en Afstand, der
laa lige saa langt ude i modsat Retning, lød det for mig, som
hørte jeg en stor Gonggong tordne og buldre. I en
ubestemmelig lang Periode, medens Aarhundreder svandt, var jeg fyldt af
en salig Fornemmelse og grundede over min storslaaede Flugt.
Men Drømmen skiftede Karakter; thi jeg sagde til mig selv,
at det maatte være en Drøm. Min Rytme blev kortere og kortere.
Jeg blev stødt fra Svingning til Modsvingning med en drilagtig
Hast. Jeg kunde næppe trække Vejret — saa frygteligt blev jeg
kastet gennem Himmelrummet. Gonggongen tordnede
rædselsfuldt og med kortere Mellemrum, saa jeg ventede Slagene med
en usigelig Frygt. Jeg blev trukket hen over Skuresand, der var
blevet hvidt og hedt i Solen. Det sved i min Hud, som om jeg
laa i Ild. Gongongen klingrede og buldrede. Funklende
Lysprikker susede forbi mig i en uendelig Strøm, som om hele
Stjernesystemet skulde falde ned i det tomme Rum. Jeg gispede,
drog Vejret med Besværlighed og aabnede Øjnene. To Mænd
knælede ved Siden af mig og bearbejdede mig. Min mægtige
Rytme var Skibets Løften og Duven med Forstavnen. Den
frygtelige Gongong var en Stegepande, som hang paa Væggen, og
som raslede og klirrede, hver Gang Skibet vippede. Det
skurende, svidende Sand var en Mands haarde Hænder, der gned
mig paa det nøgne Bryst. Jeg vred mig under Smerten og løftede
Hovedet lidt. Mit Bryst var rødt og hudløst, og jeg kunde se
’smaa Bloddraaber pible frem gennem den maltrakterede Overhud.
»Det er tilstrækkeligt, Yonson,« sagde den ene. »Kan du ikke
se, at du er lige ved at have gnedet hele Herrens Hud af?«
Den Mand, der blev tiltalt som Yonson, en Mand af bred
skandinavisk Type, holdt op med at bearbejde mig og rejste sig
forlegent op fra sin siddende Stilling. Manden, som havde talt,
var tydeligt nok en »Cockney« (en indfødt Londoner med
udpræget londonsk Dialekt), en spædlemmet Fyr med et næsten
kvindeligt Ansigt. En smudsig Hue af hvidt Lærred og et beskidt
Sækkelærredsskærf om de tynde Hofter sagde mig straks, at han
var Kok i det afgjort snavsede Skibskøkken, hvor jeg befandt mig.
»Naa, hvordan ”ar De det nu, min ’erre?« spurgte han med
det underdanige Tonefald,som falder saa naturligt for den, hvis
Forfædre igennem flere Slægtled har gjort det til Næringsvej at
skaffe sig Drikkepenge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
