Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ULF LARSEN 21
De rystede paa Hovedet, og en af dem gav en spøgefuld
Bemærkning, som jeg ikke fik fat paa, men som fremkaldte et
almindeligt Latterudbrud.
Ulf Larsen stillede det samme Spørgsmaal til Matroserne.
Efter at Spørgsmaalet var gaaet videre, kom den Efterretning
tilbage, at der ikke var nogen.
Kaptainen trak paa Skulderen. »Saa lader vi ham gaa ned
uden videre Snak, med mindre vor skibbrudne Præstemand kan
Søritualet udenad.«
Han havde nu vendt sig imod mig.
»De er Prædikant, ikke sandt?«
Jægerne — der var seks ialt — vendte sig alle som én og
betragtede mig. Jeg havde en pinlig Forestilling om, at jeg
lignede et Fugleskræmsel. Mit Udseende fremkaldie en rungende
Latter — en Latter, som ikke mildnedes i mindste Maade af
Hensyn til, at der laa en død Mand og viste Tænder paa Dækket
foran os; en Latter, der var saa raa og barsk som selve Havet,
og som blev istemt af Mænd, der hverken kendte tl Høflighed
eller Mildhed.
Ulf Larsen lo ikke, skønt hans graa Øjne lyste ganske lidt.
Da jeg nu var traadt frem og siod tæt ved ham, fik jeg mit
første Indtryk af Manden selv, bortset fra hans Krop og fra den
gudsbespoitende Talestrøm, jeg havde hørt af ham. Hen havde
store, skarpe Ansigtstræk, ret fyldige; men alligevel var det, som
Muskelfylden veg til Side, og man fik den Overbevisning, at der
bagved, i Dybet af hans Væsen, slumrede en sjælelig eller
aandelig Styrke, som var forfærdelig. Munden, Hagen, den høje
Pande — alt vidnede i samme Retning. En Sjæl som hans var
ikke til at lodde eller udmaale; den lod sig ikke sætte i Klasse
med andre af lignende Type.
Øjnene — dem ønskede Jjeg især at betragte nøje — var
store og smukke, vidt adskilte som en virkelig Kunstners, og
hvilede under et Par tykke, hvælvede, sorte Øjenbryn. Selve
Øjnene var af den skuffende gsraa Farve, som aldrig er ens o
Gange i Træk, men som gennemløber en Mængde Farvenuancer
ligesom indlagt Silke i Solskin, som er graa, mørke og lyse,
srøngraa, ja, undertiden azurblaa som det dybe Hav. Det var
Øjne, som gav Sjælen de tusinde Forklædninger, som aabnede
sig i sjældne Øjeblikke og tillod den at fare utilsløret ud i
Ver
|.]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
