Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
52 . JACK LONDON
som for Eksempel Johnson; men de overordnede (Jægerne og
Kaptainen) var hjerteløse. Selv Indsigelsen fra Standish skrev
sig derfra, at han ikke gerne vilde miste sin Roer. Havde det
været en andens Roer, vilde han bare have moret sig over det.
Men for at komme tilbage til Harrison. Det varede godt ti
Minutter, inden Johansen ved at skælde og smælde fik ham i
Gang igen. Lidt efter nanede han Enden af Gaffelen, hvor han
paa skrævs af selve Nokken bedre kunde holde sig -fast. Han
klarede Skødet og var færdig til at gaa tilbage, denne Gang
lidt nedad, langs Faldet til Masten. Men han var bleven nervøs.
Usikker som han var i sin nuværende Stilling, vilde han nødig
forlade den for den mere usikre Stilling paa Faldet.
Han saa hen ad den Luftvej, han skulde passere, derefter
ned paa Dækket, Hans Øjne var store og stirrende, og han
skælvede voldsomt. Jeg havde aldrig set et menneskeligt Aasyn
saa stærkt præget af Frygt. Det var forgæves, at Johansen
raabte til ham om at komme ned. Hvert Øjeblik kunde han
blive kastet af Gaffelen; men han var hjælpeløs af Angst. UIf
Larsen, der gik frem og tilbage paa Dækket og talte med Smoke,
san ikke mere efter ham, skønt han engang raabte skarpt til
Manden ved Rattet:
»Du er ude af Kurs, Mand! Pas vel paa, hvis du vil
undgaa Ubehageligheder!«
»Vel, Kaptain,« svarede Rorgængeren og parerede Ordre.
Han havde gjort sig skyldig i at løbe »Ghost« nogle Streger
ud af Kurs, for at den Smule Vind, der var, kunde fylde
Forsejlet og holde det støt. Han havde forsøgt at hjælpe den
ulykkelige Harrison, med Fare for at paadrage sig Ulf Larsens Vrede.
Tiden gik, og Spændingen var for mig frygtelig. Thomas
Mugridge derimod betragtede det hele som noget uhyre
morsomt og stak jævnlig Hovedet ud af Kabyssen for at gøre
spøgefulde Bemærkninger. Hvor jeg hadede ham! Og hvor mit Had
til ham i Løbet af denne frygtelige Tid antog en
Ubændighedens Styrke! For første Gang i mit Liv oplevede jeg, at jeg
følte Lyst til at begaa et Mord. Liv i Almindelighed var maaske
nok noget helligt; men i dette bestemte Tilfælde var det
pludselig blevet vanhelligt. Jeg følte mig forfærdet, da jeg blev klar
over min Følelse, og den Tanke for mig gennem Hovedet: Var
ogsaa jeg bleven besudlet af den Brutalitet, der omgav mig?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
