Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ULF LARSEN 53
Godt og vel en halv Time forløb, og jeg saa da Johnson og
Louis disputere ivrigt. Det endte med, at Johnson skubbede
den andens fremstrakte Arm til Side og begav sig forud. Han
krydsede Dækket, sprang ind i Forrigningen og beyndte at
klatre. Men Ulf Larsens lynsnare Blik fangede ham.
»Hør du, hvad er det?« raabte han.
Johnson siandsede. Han saa sin Kaptain ind i Øjnene og
svarede langsomt:
»Jeg vil op og hjælpe den Dreng ned.«
»Du vil komme ned fra den Rigning, og det lidt snart!
Hører du? Kom ned!«
Johnson tøvede. Men de mange Aars ubetinget Lydighed
overfor Kaptainerne overmandede ham, og han lod sig
modstræbende glide ned paa Dækket og gik forud.
Klokken halvseks gik jeg ned for at dække Bord i Kahytten;
men jeg vidste næppe, hvad jeg gjorde; thi det eneste, jeg saa,
var et ligblegt, skælvende Menneske, som klyngede sig til
Gaffelen. Klokken seks, da jeg serverede Aftensmaden og gik paa
Dækket for at hente Mad fra Kabyssen, saa jeg Harrison, endnu
i samme Stilling. Samtalen ved Bordet drejede sig om andre
Ting. Ingen synies opiaget af, at et Liv uden Grund var udsat
for Fare. Men da jeg siden gjorde en ekstra Tur til Kabyssen,
saa jeg med Glæde Harrison stavre fra Rigningen hen imod
Bakken. Han havde endelig opbudt Mod nok til at stige ned.
Førend jeg slutter denne Begivenhed, maa jeg give følgende
Samtale, som jeg havde med Ulf Larsen i Kahytten, medens
jeg vadskede op.
»De saa daarlig ud i Eftermiddags,« begyndte han. »Hvad
var der i Vejen?«
Jeg kunde se, at han vidste, hvad det var, der havde gjort
mig omtrent lige saa elendig som Harrison, og jeg svarede:
»Det var, fordi man behandlede den Dreng saa grusomt.«
Han lo kort. »Som Søsyge, formoder jeg. Nogle Mennesker
faar den, andre ikke.«
»Nej, det var ikke det,« indvendte jeg.
»Jo, det var netop det. Verden er saa fuld af Brutalitet som
Havet er fuldt af Bevægelse. Og nogle Mennesker bliver syge
af det ene, nogle af det andet. Det er det hele.«
fa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
