- Project Runeberg -  Ulf Larsen : En Historie fra Stillehavet /
90

(1918) [MARC] Author: Jack London
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.





90 JACK LONDON

trinen om Formaalstjenligheden, og den skaber Levevilkaar.
Dette Stykke af Fermentet, som vi kalder Johnson, vil ikke have
mere Adelsind end Støv og Aske, naar han ikke længere er et
Stykke Ferment, men Støv og Aske — medens jeg fremdeles
skal leve og brøle. Ved De, hvad jeg har i Sinde at gøre?«

Jeg rystede paa Hovedet.

»Naa, jeg vil til at demonstrere den Stærkeres Forret og vise,
hvorledes det gaar med Adelsindet. Pas nu paa?«

Tre Yards fra Johnson var han, og han sad ned. Ni Fodl!
Og dog satte han bort fra Stolen i fuldt Spring uden først at
indtage en staaende Stilling. Han forlod Stolen, netop som han
sad i den, sprang som et vildt Dyr, en Tiger, og som en Tiger
for han igennem Mellemrummet mellem sig og Johnson. Det var
en Lavine, som Johnson forgæves søgte at staa imod. Med den
ene Arm forsøgte han at beskytte Maven, med den anden
Hovedet. Men UlIf Larsens Næve ramte midt imellem, paa Brystet,
med et knusende, genlydende Slag. Johnson faldt næsten
bagover og vaklede fra den ene Side til den anden under sin
Anstrængelse for at genvinde Balancen.

Jeg kan ikke gengive Enkelthederne ved den grufulde Scene,
som paafulgie. Den var oprørende. Selv nu kan jeg blive syg
ved at tænke paa den. Johnson gjorde tapper Modstand; men
han var ikke Ulf Larsens jævnbyrdige, endnu mindre Ulf
Larsens og Styrmandens tilsammen. Det var forfærdeligt. Jeg havde
aldrig tænkt mig, at et menneskeligt Væsen kunde holde ud til
saa meget og endda leve og kæmpe. Og Johnsen kæmpede.
Naturligvis var der intet Haab for ham, ikke det ringeste, og
det vidste han lige saa godt som jeg; men i Kraft af den
Mandighed, der var i ham, kunde han ikke lade være med at kæmpe.

Det blev for meget for mig. Jeg løb op ad Trappen for at
aabne Døren og komme ud paa Dækket. Men Ulf Larsen
forlod sit Bytte el Øjeblik, satte efter mig i et Spring, greb mig i
Siden og kastede mig hen i det fjærneste Hjørne af Kahytten.

»Livsfænomenerne, Hump!« snærtede han til mig. »Bliv og
iagtttag dem. De kan indsamle Data vedrørende Sjælens
Udødelighed. Desuden kan vi jo ikke skade Johnsons Sjæl. Det er
kun den forgængelige Form, vi kan ødelægge.«

Det syntes en Evighed — muligvis var det ikke mere end ti
Minutter, at Mishandlingen fortsattes. Ulf Larsen og Johansen

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 12:01:05 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ulflarsen/0092.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free