Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
114 JACK LONDON
Det var ganske morsomt. Det kunde hænde, at Vinden trak
sig et Par Streger, mens vi sad ved Middagsbordet, og han kunde
da sige, idet jeg stod op fra Bordet: »Hr. Van Weyden, vil De
være saa venlig at lægge om til Bagbords.« Og jeg gik op paa
Dækket, kaldte Louis hen til mig og fik at vide, hvad der skulde
foretages. Efter at have fordøjet hans Instruktioner, saa jeg helt
forstod Manøvren, gik jeg derpaa over til at udstede mine
Ordrer. Jeg husker et af de første Tilfælde af den Slags, da Ulf
Larsen viste sig paa Scenen, netop som jeg havde begyndt at
give Ordrer. Han røg sin Cigar og saa roligt til, indtil Tingene
var i Orden, hvorpaa han gik agter og stillede sig ved Siden af
mig paa Ruffet,
»Hump,« sagde han — »nej, om Forladelse, Hr. Van
Weyden, jeg maa lykønske Dem. Nu kan De nok sende Deres
Faders Ben i Graven til ham. De har opdaget Deres egne og lært
at staa paa dem. Lidt Tovarbejde, nogen Øvelse med Sejlene
og nogen Erfaring i Stormvejr m. m. vil sætte Dem i Stand til
at sejle en hvilken som helst Kystfarer ved Rejsens Slutning.«
Det var under denne Periode, mellem Johansens Død og
Ankomsten til Sælgrundene, at jeg tilbragte mine behageligste
Timer paa »Ghost«. Ulf Larsen var helt opmærksom; Matroserne
hjalp mig; og jeg var ikke længere i irriterende Berøring med
Thomas Mugridge. Og jeg tilstaar, at jeg, som Dagene gik,
erfarede, at jeg følte en vis hemmelig Stolthed over mig selv.
Sælsom som Stillingen var — en Landkrabbe som
Næstkommanderende! — klarede jeg mig ikke desmindre rigtig godt; og
i Løbet af denne korte Tid blev jeg stolt over mig selv og kom
til at elske »Ghost«s Rullen og Kasten under mine Fødder,
medens Skibet arbejdede sig fremad mod Nordvest gennem
Tropehavet hen imod den Ø, hvor vi skulde fylde vore Vandtønder.
Men min Lykke var ikke ublandet. Den var en forholdsvis
mindre ulykkelig Tid, et Mellemrum mellem en foregaaende og
en efterfølgende Tid, som var højst ulykkelig. Thi »Ghost«
var for Søfolkenes Vedkommende et Helvedesskib af den aller
værste Art. De havde aldrig et Øjebliks Hvile eller Fred. Ulf
Larsen betalte dem for deres Forsøg paa at dræbe ham og for
den Omgang, han havde faaet i Lukafet. Og Morgen, Middag,
Aften og Nat tillige helligede han sig til den ene Opgave: at gøre
dem Livet uudholdeligt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
