Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ULF LARSEN 119
indtil Ulf Larsen sendte en anden Baad, som tog dem paa Slæb
ud til Skonnerten.
Sent paa Eftermiddagen den Dag lettede vi Anker og sejlede
videre. Intet var for os andet end tre, fire Maaneders Jagt paa
Sælgrundene. Udsigterne var i Sandhed mørke, og jeg gik til
mit Arbejde med et tungt Hjerte. Det var, som et Gravhumør
havde lagt sig over »Ghost«. Ulf Larsen havde søgt Tilflugt 1
Køjen under et af sine Anfald af dundrende Hovedpine.
Harrison stod ligegyldig ved Rattet og støttede sig halvvejs til det,
som om Vægten af hans eget Kød tyngede ham. De øvrige af
Mandskabet var fortrædelige og tavse. Jeg traf Kelly, der laa
og krøb sammen henne ved Bakken, med Hovedet ned mod
Knæerne, Armene om Hovedet; han var sort fortvivlet.
Johnson fandt jeg liggende allerlængst fremme paa Bakken.
Han stirrede ufravendt ned i Vandets Skum, og jeg huskede med
Rædsel Ulf Larsens Bemærkning. Den syntes at bære Frugt.
Jeg prøvede paa at give Mandens mørke Tanker en lysere Flugt
ved at kalde ham bort fra Stedet; men han smilede tungsindigt
til mig og blev liggende.
Leach kom hen til mig, da jeg gik agter.
»Jeg vil gerne bede Dem om en Tjeneste, Hr. Van Weyden,«
sagde han. »Hvis det falder i Deres Lod nogen Sinde at naa
”Frisco, vil De saa finde Matt Mc Carthy? Det er en gammel
Mand. Han bor paa Bakken, lige bagved Bageriet »Mayfair«,
og driver en Skoflikkerforretning, som enhver kender, saa De
vil ingen Vanskelighed have. Sig til ham, at jeg oplevede at
fortryde al den Sorg, jeg har gjort ham, og — bed Gud velsigne
ham fra mig.«
Jeg nikkede med Hovedet og sagde: »Vi vil allesammen naa
tilbage til San Francisco, og De vil være med mig, naar jeg
gaar op for at finde Matt Mc Carthy.«
»Jeg vilde ønske, jeg turde tro Dem,« svarede han og gav
min Haand et kraftigt Tryk, »men det kan jeg ikke. Ulf Larsen
vil gøre det af med mig, det ved jeg, og mit eneste Haab er,
at han vil gøre det snart.«
Og idet han forlod mig, mærkede jeg det samme Ønske hos
mig selv. Siden det nu skulde være, saa var det bedst at faa det
overstaaet. Det almindelige Mørke havde ogsaa omsluttet mig.
Det værste var uundgaaeligt. Og som jeg gik frem og tilbage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
