Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ULF LARSEN 123
Bevægelser. Hans Ansigt var strængt; dets Linjer var bleven
haarde, og alligevel var der i hans Øjne’ — blaa og klare var
de den Dag — et forundeligt Skær, et klart funklende Lys. Det
slog mig, at han var betaget af en Slags voldsom Glæde; at han
glædede sig til den overhængende Kamp; at han følte sig løftet
ved Tanken om, at et af Livets store Øjeblikke, i hvilke
Livsbølgen gaar højt, var nær forestaaende.
Engang — uden at vide det selv og uden at vide, at jeg saa
det — lo han højt, spottende og udfordrende, mod den
frembrydende Storm. Jeg saa ham staa der som en Dværg fra
»Tusind og En Nat«, lige for en fremstormende ond Aand. Han
trodsede Skæbnen, og han frygtede den ikke.
Han gik til Kabyssen. »Kok, naar du er færdig med Gryder
og Pander, har vi Brug for dig paa Dækket. Vær rede, naar
der kaldes!«
»Hump!« sagde han, da han blev var, at jeg sendte ham et
beundrende Blik. »Dette her overgaar Whisky, og her kommer
Deres Omar til kort. Han har dog, naar alt kommer til alt, kun
levet Livet halvt.«
Det halve af den vestlige Himmel var nu bleven mørkt.
Solen var fordunklet. Klokken var to om Eftermiddagen, og
et aandeagligt Tusmørke, gennemstrømmet af purpurfarvede
Lysninger, havde lagt sig over os. Ulf Larsens Ansigt glødede
og glødede i dette purpurfarvede Lys. For min ophidsede
Fantasi saa han ud, som han var omgivet af en Glorie. Vi laa midt
i en overnaturlig Stilhed, medens alt omkring os varslede
kommende Lyd og Bevægelse. Den lumre Hede var bleven
utaalelig. Sveden stod mig ud af Panden, og jeg kunde føle den trille
ned ad Næsen. Jeg følte, som jeg skulde besvime, og rakte
Haanden ud efter Rælingen for at støtte mig.
Og nu kom der en svag, svag Hvisken af en Luftning fra
Øst. De slappe Sejl rørte sig ikke; men alligevel følte jeg Luften
i Ansigtet og mærkede dens Kølighed.
»Kokl« kaldte Ulf Larsen med lav Stemme. Thomas Mu- i
gridge satte et ynkeligt, forskrækket Ansigt op. »Lad gaa den [
Fokketalje og før den paa tværs, og naar Skødet er villigt, lad i
saa gaa og kom pænt ind med Taljen. Og hvis du laver en i
Dumhed ud af del, saa bliver det din sidste. Forstaar du?« h
»Hr. Van Weyden, staa parat til at lade Forsejlene gaa over.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
