Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ULF LARSEN 125
gjort i det mindste ti Knob, og vi tager tolv, tretten i Timen nu.
Den gamle Tøs ved, hvordan man skal gaa.«
Jeg anbragte mig ved Salingshornen paa Fokkemasten,
omtrent halvfjerdsindstyve Fod over Dækket. Som jeg saa hen
over den udstrakte Flade foran mig, forstod jeg
Nødvendigheden af, at vi skyndte os, saafremt vi skulde have nogle af
vore Mænd tilbage. Ja, jeg tvivlede egentlig om, at nogen Baad
kunde holde sig oppe.
Jeg kunde ikke føle Vindens fulde Styrke; thi vi løb med
den; men fra mit høje Stade saa jeg ned paa »Ghost«, som om
jeg var udenfor og borte fra den, og jeg saa dens Omrids mod
det skummende Hav, som den dreves fremad. Undertiden kunde
den hæve sig, skære igennem en svær Bølge og begrave
Styrbordsrælingen under Vand, saa at Dækket lige til Lugerne
skjultes af det kogende Ocean. I saadanne Øjeblikke kunde jeg, efter
en Rullen til Luvart, blive sendt hovedkuls gennem Luften med
en svimlende Hurtighed, som om jeg klyngede mig til et
omvendt Kæmpependul, hvis Bue maa have været
halvfjersindstyve Fod eller derover. Engang følte jeg mig overvældet af
Rædsel ved denne Luftfart, og for en Stund klyngede jeg mig
fast med Hænder og Fødder, svag og skælvende og ude af Stand
til at søge efter Baadene eller at se noget i det hele taget eller
vide noget om Havet udover dette, at det brølede nedenunder
og ansirængte sig for at overvælde »Ghost«.
Men Tanken om Mændene derude ansporede mig, og jeg
glemte mig selv over dem. En hel Time igennem saa jeg intet
uden det bare, øde Hav. Og da, hvor en ustadig Solstraale
naaede Oceanet og forvandlede Overfladen til vredladent Sølv,
der saa jeg en lille sort Plet, som et Øjeblik kastedes mod
Himlen og derpaa blev opslugt. Jeg ventede taalmodigt. Atter
viste det lille sorte Punkt sig gennem det rasende Vejr et Par
Streger paa Bagbords Bov. Jeg forsøgte ikke at raabe, men
meddelte Nyheden til Ulf Larsen ved at vifte med Haanden. Han
foranderde Kursen, og jeg gav bekræftende Signal, da Pletten
var at se ret forude.
Den blev større, og det saa hurtigt, at jeg først nu rigtigt
kunde bedømme, hvor hastig vor Flugt var. Ulf Larsen gjorde
Tegn til mig, at jeg skulde komme ned, og da jeg stod ved
Siden af ham ved Rattet, gav han mig Instrukser til at lægge bi.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
