Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ULF LARSEN 131
bedre at kunne høre, lød hans Stemme svag og fjærn, som om
han stod umaadelig langt borte.
»Hr. Van Weyden!« raabte han, og i Larmen lød hans
Stemme som en sagte Hvisken. »Staa parat ved den Klyver
sammen med Johnson og Oofty! Resten af jer løber agter til
Storskødet! Livligt nu! Eller jeg skal sejle jer ind i den anden
Verden! Forstaar I?«
Og da han lagde Roret haardt, og »Ghost«s Bov drejede af,
saa var der ikke andet for Jægerne at gøre end at lyde og hjælpe
til at bringe det bedst mulige Resultat ud af det dristige
Vovestykke. Hvor stor Risikoen var, forstod jeg først, da jeg endnu
laa begravet under de knusende Søer og med Fare for mit Liv
klyngede mig til Naglebænken ved Foden ;af Stormasten. Mine
Fingre mistede deres Tag, og jeg blev kastet over Skibssiden
ud i Havet. Jeg kunde ikke svømme; men førend jeg kunde
synke, blev jeg kastet tilbage igen. En stærk Haand greb mig,
og da »Ghost« endelig dukkede op af Vandet igen, erfarede jeg,
at det var Johnson, jeg skyldte min Frelse. Jeg saa ham spejde
ængstelig omkring sig og bemærkede, at vi manglede Kelly, som
i sidste Øjeblik var kommen forud.
Ulf Larsen tyede den Gang til en Manøvre, der var forskellig
fra de foregaaende. Idet han drejede af med Vinden og alle
Sejl til Styrbord, kom han rundt og vendte tilbage paa sine
Bagbords Halser.
»Storartet!« raabte Johnson ind i Øret paa mig, da vi med
Held kom igennem den Oversvømmelse, som var den
nødvendige Følge af Manøvren, og jeg vidste, at han ikke hentydede
til Ulf Larsens Sømandsdygtighed, men til »Ghost«s egen stolte
Bedrift.
Det er nu saa mørkt, at der ikke var noget at se af
Baaden; men Ulf Larsen holdt til ligesom ved et ufejlbarligt
Instinkt. Skønt vi var halvt begravede, var der denne Gang ikke
noget Svælg at blive kastet ned i; vi drev hen imod Baaden
og knuste den, medens den blev hevet ind paa Skonnerten.
Der fulgte nu to Timers frygteligt Slid. Alle vi
ombordværende — to Jægere, tre Matroser, Ulf Larsen og jeg —
rebede de to Sejl, først Klyveren og dernæst Storsejlet.
Underdrejet, med saa lidt Sejl, var Dækket nogenlunde frit for Vand,
»Ghost« vippede paa Søerne som et Stykke Kork.
9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>