Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
S
150 JACK LONDON
Disse Mænds buldrende Stemmer, der gav rungende
Genlyd i det trange Rum, gjorde underlig Virkning. Det hele
forekom mig saa vildt og uhyggeligt, og medens jeg sad og saa paa
denne fremmede Kvinde og forestillede mig, hvor lidt hun
pas
i sede ind i det, blev jeg for første Gang klar over, hvor stor en
h Part i det, jeg selv havde. Jeg kendte disse Mænd og hele deres
Sjæleliv, jeg var selv én af dem, levede deres Sæljægerliv, spiste
deres Kost og tænkte for en stor Del en Sæljægers Tanker. For
mig var der intet mærkeligt hverken ved deres grove Klæder og
’Ansigter, ved deres raa Latter eller de svingende Kahytslamper.
Medens jeg sad og smurte Smør paa et Stykke Brød, kom
jeg til at se paa mine Hænder. Knoerne var hudløse og
betændte tværs over, Fingrene ophovnede, Neglene sortrandede.
Jeg følte en tæt Skægvækst paa Halsen, jeg vidste, at mit ene
Ærme var revet itu, og at min blaa Skjorte manglede en Knap
i Halsen. Dolken, som Ulf Larsen nævnede, sad i Skeden ved
min Hofte. Det var meget naturligt, at den var der — hvor
naturligt det var, havde jeg ikke tænkt paa, før jeg nu saa paa
den med hendes Øjne og vidste, hvor mærkeligt den og alt
l andet maatte forekomme hende.
P Hun opfattede Spotten i Ulf Larsens Ord og sendie mig igen
et medlidende Blik. Men der var ogsaa et angstfuldt, forvildet
Udtryk i hendes Øjne. Hans Drillerier gjorde aabenbart
Situationen endnu mere gaadefuld for hende.
»Jeg kan maaske blive taget om Bord paa et forbisejlende
Skib,« bemærkede hun henkastet.
»Der er ingen andre forbisejlende Skibe end andre
Sælskonnerter,« lød Ulf Larsens Svar.
»Jeg har ingen Klæder, ingenting!« indvendte hun. »De
tænker vist ikke rigtig paa, at jeg ikke er en Mand, og at jeg er
uvant med et saadant ustadigt, omflakkende Liv, som De og
Deres Mænd synes at føre.«
»Jo snarere De kan blive vant til det, des bedre,« sagde
han. »Og for Resten skal jeg nok forsyne Dem med Tøj, Naal
og Traad,« tilføjede han. »Jeg haaber, at det ikke vil volde
t Dem alt for stort Besvær at sy Dem selv et Par Dragter.«
; Hun trak Munden op til den ene Side, som for at
tilkendegive sit Ukendskab med Dameskræddersyning. At hun var bange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
